På det seneste har vi fået spillet en hel del brætspil – flere af dem med længere rapporter herinde. Men ikke alle sessioner har været omtalt, så her følger lige en gennemgang af de brætspil, vi ikke skrev om.
Agricola: Det er ved at være et stykke tid siden vi sidst har spillet brætspillet Agricola. Verdens pt. 2. bedste brætspil – skal man tro Boardgamegeek – har aldrig helt fanget undertegnede. Det er sjovt, det vil jeg give, men der er også et eller andet… kedeligt… ved temaet. Og så har “end-game” delen det med at være ens fra spil til spil. Igen, jeg tror kun det er 5. gang jeg prøver det – og hidtil uden de udvidede regler (der helt sikkert giver en ekstra dimension til spillet), så det er nok for tidligt at komme med en endelig dom. Til dette spil var Jens og Jørgen mødt op hos mig. Det gik op for mig, at reglerne til Agricola ikke er helt nemme at forklare til nybegyndere. I hvert fald tog den del en god halv times tid. Men så var det ellers i gang. Begge spillere fik hurtigt fat i essensen, og det endte også med at blive rigtig tæt. Jeg løb med sejren med 25 point, Jørgen som nr. med 24 point (først troede vi at han også havde 25 point, men fintælling viste at han var 1 enkelt bagefter…). Jens blev treer med 20 point.
Through the Desert: Det er rigtig lang tid siden jeg sidst har spillet Reiner Knizias ørkenspil. Det er egentlig et ret hyggeligt spil, men med så mange andre spændende spil (med langt bedre temaer) på hylden, så ryger det her bagi køen. Til gengæld har det vist sig at være godt i forhold til nybegyndere. Også denne aften, hvor jeg spillede sammen med 4 arbejdskollegaer. Vi nåede 4 spil – det første blev jeg toer, men derefter gik det rigtig dårligt for mig, og jeg blev sidst i de to sidste spil. Vi prøvede at spille to spil med 5 og to spil med 3 (en mindre gruppe hoppede ned efter sandwich), og det var sjovt at opleve hvor forskelligt de spil føles. Ligesom Einfach Genial hvor der også er stor forskel på 2 og 4 personers spil. TtD er et udemærket spil, men der er som nævnt en hel del spil jeg hellere vil spille.
Twilight Struggle: Et spil jeg længe havde glædet mig til at få fingre i, var TS (pt. nr. 3 på BGGs liste!) – et spil om den kolde krig fra 1945 til 1989. Spillet er forløberen til 1960: The Making of the President; 1960 er nemlig baseret på samme “area-control” mekanisme og kortdel som TS. Jens troppede op hos mig en mandag for at udkæmpe slaget mellem USA og “The Evil Empire” USSR. Jeg påtog mig rollen som sidstnævnte, og det skulle blive en succes. For allerede i 5. tur (der kan max være 10 ture) vandt jeg (dette sker ved at én af parterne når 20 victory points – eller starter en atomkrig, hvor den anden vinder). Mit første indtryk er meget positivt. Spillet er delt op i tre dele – den tidlige kolde krig, midgame, og endgame.
I første del er fokus meget på Europa (efter 2. verdenskrigs slutning), men derefter skifter fokus til både Asien og Sydamerika. Det er rigtig godt lavet, og spillet er i den grad drevet af temaet – et tema, der i den grad virker gennemarbejdet. Den ene af designerne har således studeret den kolde krig på universitetet – og det kan mærkes i spillet. Kortene, man spiller, er rigtig flot lavet. Og i regelbogen er der historisk forklaring til samtlige kort. Igen, det underbygger temaet, og er rigtig godt lavet. Alt i alt et spil jeg glæder mig meget til at prøve igen. Jeg har deluxe-edition, og her er alt holdt i høj kvalitet. Joe Steadman gennemgår deluxe udgaven i videoen nedenfor.
Acquire: Et af de fire spil jeg købte i begyndelsen af februar. Vi prøvede spillet på min fødselsdag, hvor Kasper, AM, Jeppe og Nanna (samt min bedre halvdel) var med. Jeg havde egentlig set frem til at prøve spillet, efter at have læst lidt om det på nettet. Men jeg blev ganske skuffet – det virkede som en blanding mellem Einfach Genial (uden frihed til at lægge brikkerne hvor man vil) og Scrabble. Vi endte alle med at mangedoble vores startkapital, og det virkede også lidt kedeligt – at man ikke kunne tabe penge. Jeg løb dog af med sejren, med knap 40.000 USD, efterfulgt af Jeppe, Kasper – og pigerne derefter. Dette skulle blive første og eneste gang jeg prøvede dette finans-spil, da jeg byttede det til Mr. Jack (se nedenfor).
Mr. Jack: Dette spil er et deduktionsspil. Ifølge designeren: “One of the two players represents Jack the Ripper, who will be one of the 8 characters on the board. This player knows the identity of this character and his goal is to flee from the district as soon as possible (or avoid being accused for eight turns). The other player represents an independent investigator (not represented on the board) who tries to guess the identity of Jack. But he can make only one accusation during the game!”. Spillet går for at være et godt “kone-spil” – så derfor anskaffede jeg mig det i bytte for Acquire. Første gang vi prøvede det, med mig i rollen som Mr. Jack, endte Gitte (min bedre halvdel) da også med sejren. I 6. runde (der er 8 runder i alt) gættede hun hvem Mr. Jack var. I andet spil var jeg igen Mr. Jack (som umiddelbart er den sværeste at spille – ifølge statistik fra nettet vinder han ca. 40% af gangene, gerne mindre) – denne gang gik det meget bedre, og jeg formåede at stikke af i 4. runde. Mr. Jack er et sjovt, hurtigt og nemt spil – derudover kræver det kun 2 spillere, hvilket kan være en fordel. Nemt som i nemme regler, for det kræver en del logisk deduktion at spille godt. Især i første spil havde vi begge svært ved at vurdere hvad der var godt at gøre. Og hvilke muligheder man havde. Det gik en del bedre i anden omgang, og det er et spil jeg ser frem til at prøve igen. På billedet nedenfor ser man at Sherlock Holmes karakteren (med piben) er vendt til den “hvide” side, dvs. at han er uskyldig.
Conflict of Heroes: Storms of Steel!: Jeg har tidligere skrevet en længere gennemgang af spillet her. Første – og hidtil eneste gang – jeg prøvede CoH:SoS var et solo-spil. Det er nemlig muligt at spille spillet alene – en ganske fin feature, selvom det ikke er det samme som at spille mod en rigtig modstander. Men så har man mulighed for at prøve spillet af, og det er en god ting. Jeg spillede det første scenarie, hvor 3 tyske enheder (styret af mig) skal indtage en mindre landsby, hvor russiske enheder har forskanset sig. Jeg lavede et par fejl i starten – havde ikke helt styr på reglerne. Men det kom stille og roligt. For som jeg også skrev i det oprindelige indlæg om spillet, så er grundreglerne for så vidt simple nok. Det er kan volde problemer, og gjorde det hos mig, er henholdsvis Line of Sight (LOS) og så de modifikationer, som de mange forskellige terræn typer giver. I sidstnævnte tilfælde måtte jeg sidde og kigge i tabellen hele tiden. Men det gik. Og jeg løb faktisk også af med sejren, russerne fik nedlagt en enkelt af mine enheder (2 VP), men jeg flankede dem og fik skudt 3 af deres ned. Så en snæver sejr 3-2. Det er et spil der helt sikkert er sjovere mod en rigtig modstander, og når flere af reglerne (herunder tanks, fly og bunkere) tages i brug. Det første scenarie er indledende, så der holdes tingene helt simple.
Thunderstone: På Jens Hoppes weblog kan man læse en længere gennemgang af Thunderstone. Jeg er ganske enig i hans betragtninger. I starten af spillet forstod jeg ikke helt den grundlæggende intuition; men som spillet skred frem, gik der en prås op for mig. Det er et ret sjovt kortspil, hvor det stille og roligt gælder om at optimere ens dæk – og prøve sig frem løbende. Herunder at købe det rigtige udstyr til sine helte, stige levels med helte når man har XP nok (som man får fra dræbte monstre) osv. Jeg ser frem til at prøve det igen. Nok især fordi jeg vandt en overbevisende sejr på 44-18 over Kasper. Igen: Det er rart at vinde i egne brætspil, men næsten ligeså rart er det at vinde i andres! Nedenfor er et af kortene fra spillet, helten “Amazon Archer”.
Udover Settlers til iPhone så er der også eksperimenter med at lave en mere elektronisk udgave af Settlers som i videoen nedenfor. Her kombineres ideen om at sidde rundt om brætspillet hjemme i stuen med projektorer og en elektronisk, visuel dimension. Meget lig Microsoft Surface og Dungeon & Dragons comboen, som jeg tidligere skrevet omkring. Det virker i det hele taget til at der er flere eksperimenter rundt omkring i verden i forsøget på at kombinere surface computing og brætspil. Det er selvfølgelig altsammen i sin meget tidlige vorden – men jeg tror egentlig at det på lang sigt har ret stort potentiale.
Jeg blev også lokket i fordærv, da engelske HeronGames havde marts-tilbud på brætspil. Tre farverige og forholdsvist ukendte spil, blev leveret på min adresse overraskende få dage efter min bestilling (4 dage!). Hvilken glæde! Hvilken fryd! Det er nu officielt, at jeg er borderline afhængig af duften af nyt brætspil. Mmm…
Dungeonlords - æskens forside
Det brætspil, jeg havde glædet mig mest til var Dungeonlords. Det er et Euro spil i Ameritrash-klæder. Spillet går ud på at hver spiller skal konstruere den mest effektive fangekælder ved at hyre monstre, købe fælder, mine guld, bygge rum og tunneler og sørge for at ligge mest fordelagtigt på spillets evil-o-meter. Spillet kører i to længere runder – i spillet er det to år med fire sæsoner. Her har man så mulighed for at give ordrer til sine tre minions. De bliver så placeret på den centrale spilleplade i en rækkefølge, der skifter alt efter hvem er første spiller. På strategisk vis sørger man så for at man får hentet ressourcer (guld eller mad), udvidet sin fangekælder, skaffet de bedste monstre og fælder, bygget produktionsrum m.m. Der er utrolig meget taktik i spillet her, hvor man kan se, hvilke ordrer de andre spillere gav i sidste runde, og man så måske selv kan give med fordel i denne runde, eller man kan regne ud, hvor meget man får ud af en given ordre i forhold til hvad man kan spekulere sig frem til de andre spiller. Det er rigtig godt lavet, og der er masser af replayability i spillet.
To gange i spillet – efter første og andet år – skal ens fangekælder testes. Det foregår ved at den bliver rendt over ende af de ulidelige goody two-shoes eventyrere. De 3-4 eventyrere, man skal stoppe i sin fangekælder, er blevet uddelt i løbet af året og er en broget skare af præster, troldmænd, tyve og krigere. De har alle deres fordele, som skal vurderes inden man vælger, hvilke fælder og monstre skal sætte en stopper for deres fremgang. Her bliver spillet meget taktisk på en nyt plan. Det gælder om heltene får overtaget så få tunneler/rum som muligt, og det betyder meget i hvilken rækkefølge og kombination, ens monstre og fælder bliver spillet. Det er ret sjovt, og man kan nemt få en stolt fornemmelse, når man har udregnet den bedste plan og får de unisexsæbe-duftende, colgate-smilende, licens-betalende helte ned med nakken.
Dungeonlords - spillets komponenter
Til sidst gør man op hvor mange point man har. Den med flest point vinder naturligvis. Man får point for antal monstre, rum, eventyrere i ens fængsel osv. Derudover bliver der uddelt syv titler, som også giver point. Det er blandt andet titler for hvem der er mest ond (højest på evil-o-meter), hvem der har færrest indtagne dungeontiles osv. Spillets hjemmeside er god, og har udover et brugbart FAQ også ekstraregler til en udvidet version af spillet.
Jeg har fået spillet spillet helt til ende tre gange på nuværende tidspunkt. Første spil var mod min søster Rikke, hvor jeg endte med en sejr (jeg kan ikke huske scoren), men det var selvsagt vigtigt, da det på sigt vil kræve terapi at tabe første gang i ens nyerhvervede brætspil. Tak søs!
Anden gang spillede jeg mod spilf-fælle David, og på trods af at tidspunktet favoriserede barnløse individer, der skriver speciale, vandt David lige akkurat med få point. Det var så kneben en sejr, at vi kunne regne os frem til at hvis det var lykkedes mig at få et rum til i en tur, hvor jeg var sidst i ordre-rækkefølgen, var det blevet uafgjort. Spændende!
Tredje gang prøvede jeg første gang spillet med tre spillere. Efter en lækker brunch fik jeg overtalt min søster Rikke og min kæreste AM til et spil. (tak for regnen – den punkterede shoppingglæden!) Det var et sjovt spil, hvor min erfaring med spillet var tydelig. Jeg endte med 35 point, AM med 21 og Rikke med 16.
Da den engelske hjemmeside HeronGames har gode tilbud på brætspil her i marts, bestilte jeg en ny omgang brætspil i sidste uge. Et af de spil, jeg bestilte, var krigsspillet Conflict of Heroes: Storms of Steel(SoS). Det er en selvstændig efterfølger til CoH: Awakening the Bear, et spil der pt. ligger nr. 32 på BGGs liste. Om spillet skriver producenten, Academy Games:
“Storms of Steel! makes you a witness to the greatest tank battle in history! After their stinging defeat at Stalingrad, the Germans mass their best forces for an all-out attack against the growing Soviet bulge at Kursk. The Soviets’ network of master spies has caught wind of the German plans, and they are prepared to trap and decimate the best panzer forces the Germans can muster…”
Nu ejer jeg – eller de øvrige medlemmer af Spilf for den sags skyld – ikke nogen rigtige krigsspil (nej, Memoir ‘44 går ikke under betegnelsen “et rigtigt krigsspil” – hvis man spørger krigsspil aficionados, that is). Derfor tænkte jeg, at det var på tide at få et sådan til samlingen. Da SoS samtidig er et spil, der ikke lider af megen downtime, ikke har alt for indviklede regler, og kan spilles på ca. 30 min (og op til to timer) – slog jeg altså til.
I æsken er der et utal af counters – mere præcist 280 stks. – for hhv. de russiske og tyske styrker. Disse dækker blandt andet infanteri, tanks, lastbiler og fly. Et udsnit af de tyske brikker ses også på billedet nedenfor (fra Academy Games hjemmeside). Der er 4 plader, der kan sættes sammen på forskellige måder. Og derudover 6 “overlays” – dvs. brikker der kan lægges ovenpå pladerne, og dermed ændre geografien (fx tilføje floder el. lign.). Endelig er der 75 action-kort – disse kan fx være artilleristøtte, flammekastere el. lign. Udover regelbogen – der er på 19 sider og dermed relativt lang – er der også et hæfte med “Storm of Steel Firefights”. Her er de 15 scenarier, som SoS indeholder. Samt 3 sider historisk baggrund om slaget ved Kursk – hvilket i den grad er med til at løfte temaet og give god baggrund for spillet.
Kort fortalt foregår spillet som følger: 1. spiller vælger en brik (enheden bliver “aktiveret”) og denne enhed starter med 7 action points. Så må spilleren udføre én action med denne brik (fx rykke 1 felt, skyde 1 gang eller “rally”). Derefter udfører 2. spiller en action med en valgt brik. Derefter udfører spiller 1 en action med sin valgte brik. Og så fremdeles, indtil begge spillere vælger at sige pas i samme tur. En brik får – når man vælger den – som nævnt tildelt 7 action points (AP). Når AP ”går i 0″ for en brik, vendes den til sin “spent” side (der er symboliseret ved en rød streg gennem brikken). Og spilleren må dermed vælge en ny enhed (hvis der er nogen unspent tilbage) i sin næste tur. Udover AP har hver spiller et vist antal Command Action Points (CAP). CAP må bruges som suplement til AP eller til at modificere et terningerul (med max +2). Disse CAP kan også bruges til at skyde med “spent” enheder. (Man skal tænke Command Points fra Space Hulk)
Brikkerne ovenfor indeholder en del information. For eksempel Infanteriet i øverste venstre hjørne: Det koster 3 AP at skyde med enheden (øverste venstre hjørne) og 1 AP at bevæge sig 1 felt (+ evt. modifikation for det hex man rykker ind i, fx skov der koster +1 oveni grundomkostningen). Farven i øverste højre hjørne – blå eller rød – signalerer om det er infanteri (rød) eller tank (blå). Det røde 5 er Firepower (FP) mod andet infanteri, og det blå 0 er mod tanks, fx. De røde 11/12 er Defense Rating (DR) i flanken (11) og fronten (12). Endelig viser det gule tal inde i jernkorset hvor langt enheden kan skyde.
Som eksempel: Skyder infanteriet ovenfor (PZ Gren #1) mod et infanteri af tilsvarende tilsnit, gøres følgende: For det første betaler infanteriet 3 AP (evt. CAP) for at skyde. Derefter udregnes Attack Value (AV) = FP (5) + 2d6 + evt. CAP (max 2). Hvis infanteriet skyder modstanderen i “ryggen”, er defense rating 11 – ellers er det 12. Hvis Attack Value > Defense rating = Hit. Der trækkes en tilfældig “Hit counter” fra en kop eller lignende. Hvis Attack value er 4 eller større end defense rating, er enheden “killed”. Det samme gælder, hvis en brik har en hit marker liggende og får et hit mere. Det er derfor også vigtigt for ramte enheder at forsøge at “rally”, for derved at fjerne en hit counter. Det koster 5 AP og lykkes, hvis man med 2d6 slår det samme som eller mere end 7 (oftest – afhænger af hit-counteren).
Ovenfor ses et nærbillede af en af spillepladerne – med de for krigsspil karakteristiske hexagonale felter. Som det fremgår har pladerne en meget høj detaljeringsgrad, hvilket bestemt er med til at øge spilleglæden.
Helhedsindtrykket - baseret på at have åbnet æsken og læst reglerne – er dermed meget positive. På trods af at det er en relativt lille producent, der står bag spillet, er alle komponenterne af høj kvalitet. Reglerne er ganske logiske. Godt nok er der en del forskellige små-regler, der nok vil kræve opslag de første par gange. Men “I go, you go” delen er intuitiv og gør samtidig at downtime minimeres. Der er 15 firefights, hvoraf de 4 kan spilles af blot 1 person. De øvrige kan spilles af 2-4, så der er også god skalering i spillet. Detaljerigdommen er i den grad i top; der er således regler for miner, bunkere, skyttegrave, pigtråd, årstid (der påvirker Line of Sight i forhold til kornmarker, fx), artilleri støtte, røgbomber og ingeniør tropper. Endelig bliver det historiske aspekt godt underbygget af noter rundt omkring i regelbogen samt et længere historisk afsnit i Firefight bogen. Nedenfor ses Joe Steadmans (fra hjemmesiden Dicetower.com) anmeldelse af spillet.
Når vi spiller brætspil i Spilf er det for underholdningens skyld. Dog er der selvfølgelig flere dem med ekstra, lærerige dimensioner – for eksempel fordi de er baseret på en bestemt historisk setting e.g. 2 De Mayo eller Worldcup Game, som man så får lidt baggrundsviden omkring. Eller de kan være baseret på bestemte mekanismer f.eks. markedsmekanismerne i Powergrid eller Davids nye spil “Acquire“. Andre spil som er mere end bare “ren underholdning” kunne også være War on Terror eller Hurricane Katrina Boardgame (som vi ikke har i Spilf) med en mere politisk, etisk dimension.
Selvom vi således er primært fokuseret på underholdning, så er det klart at brætspil også har en stor funktion som læringsredskab. F.eks. det nye Play Rethink som slår sig op som “the eco-design game”. Konceptet er simpelthen et “brætspil” (måske mere et tegnespil?), som skal stimulere folks kreativitet og skabe en ramme hvorigennem man redesigner dagligdags-produkter (med et mere grønt mål for øje). Jeg synes måske det virker lidt spøjst at presse det ind i (bræt)spilregi – men ideen om at lege og lære omkring brugbart, holdbart og grønt design virker umiddelbart meget god. Desuden har de også en online dimension hvor man kan dele sine bedste designs og det kunne jeg sagtens forestille mig være et plus hvis man f.eks. får skoleklasser til at “spille” spillet.
Instruktionsvideo som viser Play Rethink:
Hat-tip til Springwise hvor jeg først læste om Play Rethink
Indlæg (RSS)