Spilf

På det seneste har vi fået spillet en hel del brætspil – flere af dem med længere rapporter herinde. Men ikke alle sessioner har været omtalt, så her følger lige en gennemgang af de brætspil, vi ikke skrev om.

Agricola: Det er ved at være et stykke tid siden vi sidst har spillet brætspillet Agricola. Verdens pt. 2. bedste brætspil – skal man tro Boardgamegeek – har aldrig helt fanget undertegnede. Det er sjovt, det vil jeg give, men der er også et eller andet… kedeligt… ved temaet. Og så har “end-game” delen det med at være ens fra spil til spil. Igen, jeg tror kun det er 5. gang jeg prøver det – og hidtil uden de udvidede regler (der helt sikkert giver en ekstra dimension til spillet), så det er nok for tidligt at komme med en endelig dom. Til dette spil var Jens og Jørgen mødt op hos mig. Det gik op for mig, at reglerne til Agricola ikke er helt nemme at forklare til nybegyndere. I hvert fald tog den del en god halv times tid. Men så var det ellers i gang. Begge spillere fik hurtigt fat i essensen, og det endte også med at blive rigtig tæt. Jeg løb med sejren med 25 point, Jørgen som nr. med 24 point (først troede vi at han også havde 25 point, men fintælling viste at han var 1 enkelt bagefter…). Jens blev treer med 20 point.

Through the Desert: Det er rigtig lang tid siden jeg sidst har spillet Reiner Knizias ørkenspil. Det er egentlig et ret hyggeligt spil, men med så mange andre spændende spil (med langt bedre temaer) på hylden, så ryger det her bagi køen. Til gengæld har det vist sig at være godt i forhold til nybegyndere. Også denne aften, hvor jeg spillede sammen med 4 arbejdskollegaer. Vi nåede 4 spil – det første blev jeg toer, men derefter gik det rigtig dårligt for mig, og jeg blev sidst i de to sidste spil. Vi prøvede at spille to spil med 5 og to spil med 3 (en mindre gruppe hoppede ned efter sandwich), og det var sjovt at opleve hvor forskelligt  de spil føles. Ligesom Einfach Genial hvor der også er stor forskel på 2 og 4 personers spil. TtD er et udemærket spil, men der er som nævnt en hel del spil jeg hellere vil spille.

Twilight Struggle: Et spil jeg længe havde glædet mig til at få fingre i, var TS (pt. nr. 3 på BGGs liste!) – et spil om den kolde krig fra 1945 til 1989. Spillet er forløberen til 1960: The Making of the President; 1960 er nemlig baseret på samme “area-control” mekanisme og kortdel som TS. Jens troppede op hos mig en mandag for at udkæmpe slaget mellem USA og “The Evil Empire” USSR. Jeg påtog mig rollen som sidstnævnte, og det skulle blive en succes. For allerede i 5. tur (der kan max være 10 ture) vandt jeg (dette sker ved at én af parterne når 20 victory points – eller starter en atomkrig, hvor den anden vinder). Mit første indtryk er meget positivt. Spillet er delt op i tre dele – den tidlige kolde krig, midgame, og endgame.

I første del er fokus meget på Europa (efter 2. verdenskrigs slutning), men derefter skifter fokus til både Asien og Sydamerika. Det er rigtig godt lavet, og spillet er i den grad drevet af temaet – et tema, der i den grad virker gennemarbejdet. Den ene af designerne har således studeret den kolde krig på universitetet – og det kan mærkes i spillet. Kortene, man spiller, er rigtig flot lavet. Og i regelbogen er der historisk forklaring til samtlige kort. Igen, det underbygger temaet, og er rigtig godt lavet. Alt i alt et spil jeg glæder mig meget til at prøve igen. Jeg har deluxe-edition, og her er alt holdt i høj kvalitet. Joe Steadman gennemgår deluxe udgaven i videoen nedenfor.

Acquire: Et af de fire spil jeg købte i begyndelsen af februar. Vi prøvede spillet på min fødselsdag, hvor Kasper, AM, Jeppe og Nanna (samt min  bedre halvdel) var med. Jeg havde egentlig set frem til at prøve spillet, efter at have læst lidt om det på nettet. Men jeg blev ganske skuffet – det virkede som en blanding mellem Einfach Genial (uden frihed til at lægge brikkerne hvor man vil) og Scrabble. Vi endte alle med at mangedoble vores startkapital, og det virkede også lidt kedeligt – at man ikke kunne tabe penge. Jeg løb dog af med sejren, med knap 40.000 USD, efterfulgt af Jeppe, Kasper – og pigerne derefter. Dette skulle blive første og eneste gang jeg prøvede dette finans-spil, da jeg byttede det til Mr. Jack (se nedenfor).

Mr. Jack: Dette spil er et deduktionsspil. Ifølge designeren: “One of the two players represents Jack the Ripper, who will be one of the 8 characters on the board. This player knows the identity of this character and his goal is to flee from the district as soon as possible (or avoid being accused for eight turns). The other player represents an independent investigator (not represented on the board) who tries to guess the identity of Jack. But he can make only one accusation during the game!”. Spillet går for at være et godt “kone-spil” – så derfor anskaffede jeg mig det i bytte for Acquire. Første gang vi prøvede det, med mig i rollen som Mr. Jack, endte Gitte (min bedre halvdel) da også med sejren. I 6. runde (der er 8 runder i alt) gættede hun hvem Mr. Jack var. I andet spil var jeg igen Mr. Jack (som umiddelbart er den sværeste at spille – ifølge statistik fra nettet vinder han ca. 40% af gangene, gerne mindre) – denne gang gik det meget bedre, og jeg formåede at stikke af i 4. runde. Mr. Jack er et sjovt, hurtigt og nemt spil – derudover kræver det kun 2 spillere, hvilket kan være en fordel. Nemt som i nemme regler, for det kræver en del logisk deduktion at spille godt. Især i første spil havde vi begge svært ved at vurdere hvad der var godt at gøre. Og hvilke muligheder man havde. Det gik en del bedre i anden omgang, og det er et spil jeg ser frem til at prøve igen.  På billedet nedenfor ser man at Sherlock Holmes karakteren (med piben) er vendt til den “hvide” side, dvs. at han er uskyldig.

Conflict of Heroes: Storms of Steel!: Jeg har tidligere skrevet en længere gennemgang af spillet her. Første – og hidtil eneste gang – jeg prøvede CoH:SoS var et solo-spil. Det er nemlig muligt at spille spillet alene – en ganske fin feature, selvom det ikke er det samme som at spille mod en rigtig modstander. Men så har man mulighed for at prøve spillet af, og det er en god ting. Jeg spillede det første scenarie, hvor 3 tyske enheder (styret af mig) skal indtage en mindre landsby, hvor russiske enheder har forskanset sig. Jeg lavede et par fejl i starten – havde ikke helt styr på reglerne. Men det kom stille og roligt. For som jeg også skrev i det oprindelige indlæg om spillet, så er grundreglerne for så vidt simple nok. Det er kan volde problemer, og gjorde det hos mig, er henholdsvis Line of Sight (LOS) og så de modifikationer, som de mange forskellige terræn typer giver. I sidstnævnte tilfælde måtte jeg sidde og kigge i tabellen hele tiden. Men det gik. Og jeg løb faktisk også af med sejren, russerne fik nedlagt en enkelt af mine enheder (2 VP), men jeg flankede dem og fik skudt 3 af deres ned. Så en snæver sejr 3-2. Det er et spil der helt sikkert er sjovere mod en rigtig modstander, og når flere af reglerne (herunder tanks, fly og bunkere) tages i brug. Det første scenarie er indledende, så der holdes tingene helt simple.

Thunderstone: På Jens Hoppes weblog kan man læse en længere gennemgang af Thunderstone. Jeg er ganske enig i hans betragtninger. I starten af spillet forstod jeg ikke helt den grundlæggende intuition; men som spillet skred frem, gik der en prås op for mig. Det er et ret sjovt kortspil, hvor det stille og roligt gælder om at optimere ens dæk – og prøve sig frem løbende. Herunder at købe det rigtige udstyr til sine helte, stige levels med helte når man har XP nok (som man får fra dræbte monstre) osv. Jeg ser frem til at prøve det igen. Nok især fordi jeg vandt en overbevisende sejr på 44-18 over Kasper. Igen: Det er rart at vinde i egne brætspil, men næsten ligeså rart er det at vinde i andres! Nedenfor er et af kortene fra spillet, helten “Amazon Archer”.

Popularity: 51% [?]

Så blev det tid til at købe et nyt brætspil; og valget faldt på Reiner Knizia’s spil Through the Desert fra 1998. Spillet er en del af den såkaldte “Knizia tile laying trilogy“, der foruden ovennævnte også indeholder Tigris og Euphrates (no. 2 på Boardgamegeeks liste!) samt Samurai (no. 24 på listen…). Through the Desert er selv at finde som no. 52 på den famøse liste, lige efter Einfach Genial, også af Knizia. Egentlig minder spillet da også lidt om Einfach Genial (nu da jeg ikke har prøvet de to andre spil, nævnt ovenfor), i.e. abstrakt setting og placering af brikker.

Jeg valgte at købe spillet af flere grunde: Som nybagt far mente jeg, at jeg havde brug for et spil i min samling, der er let at gå til, ikke tager lang tid (havde læst på nettet at Through… kan tage ned til 15 min.) samt kan spilles af to spillere – så man ikke bliver forstyrret alt for meget af babygråd. Derudover har jeg efterhånden indset, at store, flotte, tunge spil ikke bliver spillet så tit. Desværre. Men man vil jo også gerne, som god økonom, have value for money.

I al sin enkelhed går Through.. ud på at score point ved at placere sine kameler på brættet - der er fem farver af kameler, og man kan så udvikle karavaner i hver farve. Point får man ved at placere en kamel ved siden af en oase (5 point), ovenpå en sø (1-3 point), ved at have den længste karavane i en farve til slut, samt ved at indeslutte et område. Ganske simpelt, og regelbogen fylder da også kun fire sider, hvoraf den første går på at forklare hvad der er at finde i kassen, samt hvordan spillet sættes op. I selve boksen er der ikke meget: der er en del kameler i fem sjove pastelfarver, 25 ryttere (hver spiller har fem ryttere), fem palmer, spillepladen (der er lidt lille og har tendens til at bøje..), samt point brikker. Ikke typisk for Fantasy Flight, der blandt andet er kendt for Arkham Horror og Twilight Imperium. Men det er nu engang ikke kun overflade det hele. Og heldigvis er Through.. et rigtigt sjovt spil! På to aftener har Gitte og jeg således nået 5 spil, og det er nærmest blevet sjovere fra spil til spil. For på trods af det simple ydre, så er der en del muligheder for strategisk placering af sine kameler – og det er tydeligt, at det så småt gik op for os, som spillene skred frem!  Det skal tilføjes, at jeg vandt 4 af de fem spil…

Alt i alt et rigtig sjovt lille spil, der nok ikke gør megen væsen af sig, men som man tilgengæld bliver godt bidt af! Som en anmelder skriver på Boardgamegeek:

“When you first open the box of Through the Desert, and see all those pastel camels and severed plastic palm trees rolling around there, you may wonder whether you’ve made a mistaken in picking up Herr Knizia’s own favorite design. Let me reassure you that you have not. In fact, far from it. In this game you will find many hours of engrossing gameplay hidden behind childish-looking pieces and straightforward rules.”

Popularity: 7% [?]