Spilf

På det seneste har vi fået spillet en hel del brætspil – flere af dem med længere rapporter herinde. Men ikke alle sessioner har været omtalt, så her følger lige en gennemgang af de brætspil, vi ikke skrev om.

Agricola: Det er ved at være et stykke tid siden vi sidst har spillet brætspillet Agricola. Verdens pt. 2. bedste brætspil – skal man tro Boardgamegeek – har aldrig helt fanget undertegnede. Det er sjovt, det vil jeg give, men der er også et eller andet… kedeligt… ved temaet. Og så har “end-game” delen det med at være ens fra spil til spil. Igen, jeg tror kun det er 5. gang jeg prøver det – og hidtil uden de udvidede regler (der helt sikkert giver en ekstra dimension til spillet), så det er nok for tidligt at komme med en endelig dom. Til dette spil var Jens og Jørgen mødt op hos mig. Det gik op for mig, at reglerne til Agricola ikke er helt nemme at forklare til nybegyndere. I hvert fald tog den del en god halv times tid. Men så var det ellers i gang. Begge spillere fik hurtigt fat i essensen, og det endte også med at blive rigtig tæt. Jeg løb med sejren med 25 point, Jørgen som nr. med 24 point (først troede vi at han også havde 25 point, men fintælling viste at han var 1 enkelt bagefter…). Jens blev treer med 20 point.

Through the Desert: Det er rigtig lang tid siden jeg sidst har spillet Reiner Knizias ørkenspil. Det er egentlig et ret hyggeligt spil, men med så mange andre spændende spil (med langt bedre temaer) på hylden, så ryger det her bagi køen. Til gengæld har det vist sig at være godt i forhold til nybegyndere. Også denne aften, hvor jeg spillede sammen med 4 arbejdskollegaer. Vi nåede 4 spil – det første blev jeg toer, men derefter gik det rigtig dårligt for mig, og jeg blev sidst i de to sidste spil. Vi prøvede at spille to spil med 5 og to spil med 3 (en mindre gruppe hoppede ned efter sandwich), og det var sjovt at opleve hvor forskelligt  de spil føles. Ligesom Einfach Genial hvor der også er stor forskel på 2 og 4 personers spil. TtD er et udemærket spil, men der er som nævnt en hel del spil jeg hellere vil spille.

Twilight Struggle: Et spil jeg længe havde glædet mig til at få fingre i, var TS (pt. nr. 3 på BGGs liste!) – et spil om den kolde krig fra 1945 til 1989. Spillet er forløberen til 1960: The Making of the President; 1960 er nemlig baseret på samme “area-control” mekanisme og kortdel som TS. Jens troppede op hos mig en mandag for at udkæmpe slaget mellem USA og “The Evil Empire” USSR. Jeg påtog mig rollen som sidstnævnte, og det skulle blive en succes. For allerede i 5. tur (der kan max være 10 ture) vandt jeg (dette sker ved at én af parterne når 20 victory points – eller starter en atomkrig, hvor den anden vinder). Mit første indtryk er meget positivt. Spillet er delt op i tre dele – den tidlige kolde krig, midgame, og endgame.

I første del er fokus meget på Europa (efter 2. verdenskrigs slutning), men derefter skifter fokus til både Asien og Sydamerika. Det er rigtig godt lavet, og spillet er i den grad drevet af temaet – et tema, der i den grad virker gennemarbejdet. Den ene af designerne har således studeret den kolde krig på universitetet – og det kan mærkes i spillet. Kortene, man spiller, er rigtig flot lavet. Og i regelbogen er der historisk forklaring til samtlige kort. Igen, det underbygger temaet, og er rigtig godt lavet. Alt i alt et spil jeg glæder mig meget til at prøve igen. Jeg har deluxe-edition, og her er alt holdt i høj kvalitet. Joe Steadman gennemgår deluxe udgaven i videoen nedenfor.

Acquire: Et af de fire spil jeg købte i begyndelsen af februar. Vi prøvede spillet på min fødselsdag, hvor Kasper, AM, Jeppe og Nanna (samt min  bedre halvdel) var med. Jeg havde egentlig set frem til at prøve spillet, efter at have læst lidt om det på nettet. Men jeg blev ganske skuffet – det virkede som en blanding mellem Einfach Genial (uden frihed til at lægge brikkerne hvor man vil) og Scrabble. Vi endte alle med at mangedoble vores startkapital, og det virkede også lidt kedeligt – at man ikke kunne tabe penge. Jeg løb dog af med sejren, med knap 40.000 USD, efterfulgt af Jeppe, Kasper – og pigerne derefter. Dette skulle blive første og eneste gang jeg prøvede dette finans-spil, da jeg byttede det til Mr. Jack (se nedenfor).

Mr. Jack: Dette spil er et deduktionsspil. Ifølge designeren: “One of the two players represents Jack the Ripper, who will be one of the 8 characters on the board. This player knows the identity of this character and his goal is to flee from the district as soon as possible (or avoid being accused for eight turns). The other player represents an independent investigator (not represented on the board) who tries to guess the identity of Jack. But he can make only one accusation during the game!”. Spillet går for at være et godt “kone-spil” – så derfor anskaffede jeg mig det i bytte for Acquire. Første gang vi prøvede det, med mig i rollen som Mr. Jack, endte Gitte (min bedre halvdel) da også med sejren. I 6. runde (der er 8 runder i alt) gættede hun hvem Mr. Jack var. I andet spil var jeg igen Mr. Jack (som umiddelbart er den sværeste at spille – ifølge statistik fra nettet vinder han ca. 40% af gangene, gerne mindre) – denne gang gik det meget bedre, og jeg formåede at stikke af i 4. runde. Mr. Jack er et sjovt, hurtigt og nemt spil – derudover kræver det kun 2 spillere, hvilket kan være en fordel. Nemt som i nemme regler, for det kræver en del logisk deduktion at spille godt. Især i første spil havde vi begge svært ved at vurdere hvad der var godt at gøre. Og hvilke muligheder man havde. Det gik en del bedre i anden omgang, og det er et spil jeg ser frem til at prøve igen.  På billedet nedenfor ser man at Sherlock Holmes karakteren (med piben) er vendt til den “hvide” side, dvs. at han er uskyldig.

Conflict of Heroes: Storms of Steel!: Jeg har tidligere skrevet en længere gennemgang af spillet her. Første – og hidtil eneste gang – jeg prøvede CoH:SoS var et solo-spil. Det er nemlig muligt at spille spillet alene – en ganske fin feature, selvom det ikke er det samme som at spille mod en rigtig modstander. Men så har man mulighed for at prøve spillet af, og det er en god ting. Jeg spillede det første scenarie, hvor 3 tyske enheder (styret af mig) skal indtage en mindre landsby, hvor russiske enheder har forskanset sig. Jeg lavede et par fejl i starten – havde ikke helt styr på reglerne. Men det kom stille og roligt. For som jeg også skrev i det oprindelige indlæg om spillet, så er grundreglerne for så vidt simple nok. Det er kan volde problemer, og gjorde det hos mig, er henholdsvis Line of Sight (LOS) og så de modifikationer, som de mange forskellige terræn typer giver. I sidstnævnte tilfælde måtte jeg sidde og kigge i tabellen hele tiden. Men det gik. Og jeg løb faktisk også af med sejren, russerne fik nedlagt en enkelt af mine enheder (2 VP), men jeg flankede dem og fik skudt 3 af deres ned. Så en snæver sejr 3-2. Det er et spil der helt sikkert er sjovere mod en rigtig modstander, og når flere af reglerne (herunder tanks, fly og bunkere) tages i brug. Det første scenarie er indledende, så der holdes tingene helt simple.

Thunderstone: På Jens Hoppes weblog kan man læse en længere gennemgang af Thunderstone. Jeg er ganske enig i hans betragtninger. I starten af spillet forstod jeg ikke helt den grundlæggende intuition; men som spillet skred frem, gik der en prås op for mig. Det er et ret sjovt kortspil, hvor det stille og roligt gælder om at optimere ens dæk – og prøve sig frem løbende. Herunder at købe det rigtige udstyr til sine helte, stige levels med helte når man har XP nok (som man får fra dræbte monstre) osv. Jeg ser frem til at prøve det igen. Nok især fordi jeg vandt en overbevisende sejr på 44-18 over Kasper. Igen: Det er rart at vinde i egne brætspil, men næsten ligeså rart er det at vinde i andres! Nedenfor er et af kortene fra spillet, helten “Amazon Archer”.

Popularity: 51% [?]

Nu har vi – og især jeg – flere gange skrevet om idéer til nye brætspil, der kunne være interessante at sætte sine surt sammensparede skillinger i. En gang i mellem bør man dog også købe brætspil, ikke bare tale om det – og således har jeg netop bestilt 4 (!) stks fra den engelske side Dicebay. Efter at have læst om siden på Germangames forum, var jeg inde og “prøvekøbe” – og endte så faktisk med at bestille hele 4 spil på en gang. Nu må vi så se hvor lang tid der går til jeg rent faktisk har dem i hænde - eller om jeg får spillene overhovedet. Flere af brætspillene har jeg nævnt herinde før, så det følgende er en kortere beskrivelse.

2 de Mayo

Et lille “let” brætspil for 2 personer, der tager 20-30 min. Altså et perfekt “filler” spil, om end det skulle være ret dybt. Et “Diplomacy-light” bliver det også kaldt. Jeg har tidligere skrevet en linje eller to om spillet her. Tom Vasels anmeldelse nedenfor, samt billede af opsætningen af spillet. Der er ikke meget krom  (dvs plastic-figurer en masse) over spillet – og det er temmelig abstrakt, oveni. Men det strategiske element, koblet med den korte spilletid, gør dette spil interessant.

Acquire

Et klassisk spil, oprindeligt fra 1962 – seneste udgave er fra 2008 og af Avalon Hill. Billedet nedenfor viser æskens indhold. Det kræver ikke meget at spotte, at der her er tale om et økonomi spil. Som producenten skriver: “Each player strategically invests in businesses, trying to retain a majority of stock. As the businesses grow with tile placements, they also start merging, giving the majority stockholders of the acquired business sizable bonuses, which can then be used to reinvest into other chains. All of the investors in the acquired company can then cash in their stocks for current value or trade them 2-for-1 for shares of the newer, larger business. The game is a race to acquire the greatest wealth.” Tørt, ja. Fedt – også ja! Spillet ligger nr. 67 på Boardgamegeeks liste, og er for 3-6 spillere (selvom nogen nævner at det også kan spilles med blot 2).

Fury of Dracula

Jeg har tidligere skrevet of FoD her. Producenten, Fantasy Flight Games, skriver: “In this game of Gothic adventure, one player takes the role of Dracula while up to four others attempt to stop him by controlling Vampire hunters from the famous Bram Stoker novel. Dracula has returned, and is determined to control all of Europe by creating an undead empire of Vampires. Dracula uses a deck of location cards to secretly travel through Europe, leaving a trail of encounters and events for the hunters that chase him. Meanwhile, the hunters attempt to track and destroy Dracula using the limited information available to them – a task easier said than done when their prey has the power to change forms into a wolf or bat, and can even melt away into the mist when confronted. To save Europe and rid the world of Dracula’s foul plague, the hunters must destroy Dracula before he earns enough victory points to win the game… will they have enough wit and bravery to defeat the dark count?“. Så fedt tema - tjek (jeg er helt vild med vampyr-temaet, Bram Stokers bog, filmen m Gary Oldman osv)! Fede figurer (i plast) – tjek! Stor, flot plade – tjek! Og sidst, men ikke mindst, kan det skalere fra 2-5 personer. Spilletiden er dog oppe omkring 3 timer, et lille minus. Videoen nedenfor er anmeldelse af spillet.

Race for the Galaxy

Kortspils version af Puerto Rico, groft sagt. Hvilket også fremgår af beskrivelsen: “In Race for the Galaxy, players build galactic civilizations by game cards that represent worlds or technical and social developments. Each turn each player chooses one action, but the others will share in the actions chosen, each player secretly and simultaneously chooses one of seven different action cards and then reveals it. Only the selected phases occur. For these phases, every player performs the phase’s action, while the selecting player(s) also get a bonus for that phase”. Jeg har tidligere skrevet om spillet her (indlæg nr. 300). Efter at have ligget blandt de 10 bedste spil på Boardgamegeeks liste – ret godt klaret af et kortspil – har spillet nu placeret sig som nr. 12. Pt. er der tre udvidelser til spillet, så der er rigeligt med muligheder. Spillet kan spilles af 2-4 spillere (med udvidelserne op til 6). Billedet nedefor viser et udsnit af kortene.

Popularity: 31% [?]