Spilf

Nu er sommerferien over os – jeg selv går på 3 ugers ferie på fredag. Og så er det jo altid rart med gode idéer til hvilke bøger man kan læse i hængekøjen/sommerhuset/på stranden med mere. Jeg har tidligere skrevet om gode bøger, så nye læsere kan jo starte der: Vinterlæsning, Sommerlæsning 2009, Krimi Sommer I og Krimi Sommer II. Fokus har især været på krimier, men det passer nu også godt til sommer og sol – og kolde øl samt cigaretter (hvis man er til den slags selv-destruktion).

Jeg skrev tilbage i marts om et indlæg fra Economist der omhandlede den store succes nordiske krimier nyder for tiden. For nylig skrev den amerikanske avis, Wall Street Journal (WSJ), om samme emne; her er fokus dog ikke kun på nordiske krimier, men krimier fra hele verden. Og det er ret interessant – herunder de forskellige tilgange til krimier: “In Italy, where there’s been an explosion of crime fiction lately, Albanian, Serbian and Asian immigrants have started to replace mafia dons as the favorite fictional crime lords. South African crime fiction tends to be noir-tinged and ultraviolent, with nods to the lingering effects of apartheid. Most Swedish crime writing turns on political and social issues. Latin American crime novels often center on drug trafficking and police corruption; “narco-novels” about drug lords are booming in Mexico.“

Der er en hvis tendens til “home bias” i den måde vi læser bøger på (det gælder ikke kun i Norden) – så i stedet for at læse 20-30 nordiske krimier, hvorfor ikke nøjes med 10 – og så fordele de øvrige 10-20 ud over de bedste krimier fra de øvrige verdensdele? WSJ har i den anledning en ganske god oversigt man kan benytte til at finde spændende krimilæsning fra visse fjerne himmelstrøg – se den her. Sydafrikanske Deon Meyer skrev jeg om sidste år – og han kan varmt anbefales. Samme med cubanske Leonardo Padura. Derudover har jeg bestilt Malla Nunn’s “A beautiful place to die”. Så er der lidt at gå i gang med i ferien.

Derudover er der kommet nye bøger fra flere af mine yndlings krimi forfattere: George Pelecanos har skrevet “The Way home” (er bestilt), Dennis Lehane “The Given Day” (der ret beset ikke er en krimi – men den er også bestilt). Og en ny bog fra Don Winslow (manden bag “Power of the Dog”, “Winter of Frankie Machine” og “Dawn Patrol”, 3 virkelig gode krimier), “Savages”, er på trapperne.

Jeg blev for et par måneder siden medlem af Gyldendals bogklub “Krimi og Spænding” – så herfra er der købt en del bøger. Fx “Tyfon” af Charles Cumming. En spion thriller om det nye, fremadstormende Kina. Rigtig spændende, og ekstra relevant nu hvor en uighurer (bl.a.) er anholdt for terrorplaner i Norge. Den svenske “Jeg ser dig“ var ganske god, men ikke så god som min bedre halvdel lod forstå. Måske lidt for meget “femi-krimi” over den (kvindelig svensk single psykolog i hovedrollen…). Den temmelig ukendte (for mig) forfatter Andrew Taylors “Seance med skæbnen” fik jeg også bestilt. Den foregår, som resten af hans serie, i den til lejligheden opfundne nordengelske by, Lydmouth. Tiden er efter 2. verdenskrig, og har en del interessante aspekter. Den minder egentlig lidt om Inspector Morse/Kommisær Barnaby (hyggelig engelsk idyl, men noget lurer under overfladen). To tv-serier som jeg tilsammen har set 2 afsnit af, og bestemt ikke er fan af. Men “Seance med skæbnen” var faktisk rigtig god, morsomt skrevet, og et godt tidsbillede. Endelig kan jeg anbefale Håkan Nessers bog “Menneske uden Hund”. Ikke en typisk krimi – men velskrevet som bare pokker. Og det er rart i dette morads af letbenede krimier. Se fx “Hypnotisøren” af Lars Kepler (pseydonym), som jeg med møje og besvær fik læst mig igennem. Uden at den efterlod det helt store positive indtryk. Man er underholdt det meste af vejen. Men velskrevet, det er den bestemt ikke. Underligt at den fik så meget positiv omtale – Weekendavisen og Berlingske Tidende anmeldte begge den svenske version til stor ros.

God sommer til alle!

Popularity: 16% [?]

Her tæt på halvvejs i året 2010 ser det ud til, efter anmeldelserne at dømme that is, at “Årets spil” (til PS3 og XBOX360) er udkommet. Spillet er Red Dead Redemption fra RockStar Games, og er – kort fortalt – Grand Theft Auto som western. Det lyder fedt – og ser bestemt også rigtig godt ud! På Ign.com får spillet 9.7/10 – og konklusionen: “Red Dead Redemption is a must-play game. Rockstar has taken the Western to new heights and created one of the deepest, most fun, and most gorgeous games around. You can expect the occasional bug or visual hiccup, but you can also expect a fantastic game that offers the Western experience we’ve all been waiting for. Red Dead Redemption is a complete game in every sense — both the single player and multiplayer modes are excellent — and still manages to offer an attention to detail you rarely see from a game of this scope.“. På Gamereactor giver de 10/10 – og de skriver: “Red Dead Redemption er western når den er allerbedst, og når rulleteksterne glider over skærmen efter omkring 30 timers spil (og så har jeg kun udført omkring en tredjedel af alle sidemissionerne) er jeg kun et hårstrå fra at søge om et green card for at anskaffe en ranch ude i Arkansas, komplet med en halv snes Black Angus-kvæg og en overdimensioneret hat.”

Det lyder jo rigtig godt! Og spillet ser også fedt ud i følge videoen (anmeldelse fra Ign.com) nedenfor.

Popularity: 39% [?]

På det seneste har vi fået spillet en hel del brætspil – flere af dem med længere rapporter herinde. Men ikke alle sessioner har været omtalt, så her følger lige en gennemgang af de brætspil, vi ikke skrev om.

Agricola: Det er ved at være et stykke tid siden vi sidst har spillet brætspillet Agricola. Verdens pt. 2. bedste brætspil – skal man tro Boardgamegeek – har aldrig helt fanget undertegnede. Det er sjovt, det vil jeg give, men der er også et eller andet… kedeligt… ved temaet. Og så har “end-game” delen det med at være ens fra spil til spil. Igen, jeg tror kun det er 5. gang jeg prøver det – og hidtil uden de udvidede regler (der helt sikkert giver en ekstra dimension til spillet), så det er nok for tidligt at komme med en endelig dom. Til dette spil var Jens og Jørgen mødt op hos mig. Det gik op for mig, at reglerne til Agricola ikke er helt nemme at forklare til nybegyndere. I hvert fald tog den del en god halv times tid. Men så var det ellers i gang. Begge spillere fik hurtigt fat i essensen, og det endte også med at blive rigtig tæt. Jeg løb med sejren med 25 point, Jørgen som nr. med 24 point (først troede vi at han også havde 25 point, men fintælling viste at han var 1 enkelt bagefter…). Jens blev treer med 20 point.

Through the Desert: Det er rigtig lang tid siden jeg sidst har spillet Reiner Knizias ørkenspil. Det er egentlig et ret hyggeligt spil, men med så mange andre spændende spil (med langt bedre temaer) på hylden, så ryger det her bagi køen. Til gengæld har det vist sig at være godt i forhold til nybegyndere. Også denne aften, hvor jeg spillede sammen med 4 arbejdskollegaer. Vi nåede 4 spil – det første blev jeg toer, men derefter gik det rigtig dårligt for mig, og jeg blev sidst i de to sidste spil. Vi prøvede at spille to spil med 5 og to spil med 3 (en mindre gruppe hoppede ned efter sandwich), og det var sjovt at opleve hvor forskelligt  de spil føles. Ligesom Einfach Genial hvor der også er stor forskel på 2 og 4 personers spil. TtD er et udemærket spil, men der er som nævnt en hel del spil jeg hellere vil spille.

Twilight Struggle: Et spil jeg længe havde glædet mig til at få fingre i, var TS (pt. nr. 3 på BGGs liste!) – et spil om den kolde krig fra 1945 til 1989. Spillet er forløberen til 1960: The Making of the President; 1960 er nemlig baseret på samme “area-control” mekanisme og kortdel som TS. Jens troppede op hos mig en mandag for at udkæmpe slaget mellem USA og “The Evil Empire” USSR. Jeg påtog mig rollen som sidstnævnte, og det skulle blive en succes. For allerede i 5. tur (der kan max være 10 ture) vandt jeg (dette sker ved at én af parterne når 20 victory points – eller starter en atomkrig, hvor den anden vinder). Mit første indtryk er meget positivt. Spillet er delt op i tre dele – den tidlige kolde krig, midgame, og endgame.

I første del er fokus meget på Europa (efter 2. verdenskrigs slutning), men derefter skifter fokus til både Asien og Sydamerika. Det er rigtig godt lavet, og spillet er i den grad drevet af temaet – et tema, der i den grad virker gennemarbejdet. Den ene af designerne har således studeret den kolde krig på universitetet – og det kan mærkes i spillet. Kortene, man spiller, er rigtig flot lavet. Og i regelbogen er der historisk forklaring til samtlige kort. Igen, det underbygger temaet, og er rigtig godt lavet. Alt i alt et spil jeg glæder mig meget til at prøve igen. Jeg har deluxe-edition, og her er alt holdt i høj kvalitet. Joe Steadman gennemgår deluxe udgaven i videoen nedenfor.

Acquire: Et af de fire spil jeg købte i begyndelsen af februar. Vi prøvede spillet på min fødselsdag, hvor Kasper, AM, Jeppe og Nanna (samt min  bedre halvdel) var med. Jeg havde egentlig set frem til at prøve spillet, efter at have læst lidt om det på nettet. Men jeg blev ganske skuffet – det virkede som en blanding mellem Einfach Genial (uden frihed til at lægge brikkerne hvor man vil) og Scrabble. Vi endte alle med at mangedoble vores startkapital, og det virkede også lidt kedeligt – at man ikke kunne tabe penge. Jeg løb dog af med sejren, med knap 40.000 USD, efterfulgt af Jeppe, Kasper – og pigerne derefter. Dette skulle blive første og eneste gang jeg prøvede dette finans-spil, da jeg byttede det til Mr. Jack (se nedenfor).

Mr. Jack: Dette spil er et deduktionsspil. Ifølge designeren: “One of the two players represents Jack the Ripper, who will be one of the 8 characters on the board. This player knows the identity of this character and his goal is to flee from the district as soon as possible (or avoid being accused for eight turns). The other player represents an independent investigator (not represented on the board) who tries to guess the identity of Jack. But he can make only one accusation during the game!”. Spillet går for at være et godt “kone-spil” – så derfor anskaffede jeg mig det i bytte for Acquire. Første gang vi prøvede det, med mig i rollen som Mr. Jack, endte Gitte (min bedre halvdel) da også med sejren. I 6. runde (der er 8 runder i alt) gættede hun hvem Mr. Jack var. I andet spil var jeg igen Mr. Jack (som umiddelbart er den sværeste at spille – ifølge statistik fra nettet vinder han ca. 40% af gangene, gerne mindre) – denne gang gik det meget bedre, og jeg formåede at stikke af i 4. runde. Mr. Jack er et sjovt, hurtigt og nemt spil – derudover kræver det kun 2 spillere, hvilket kan være en fordel. Nemt som i nemme regler, for det kræver en del logisk deduktion at spille godt. Især i første spil havde vi begge svært ved at vurdere hvad der var godt at gøre. Og hvilke muligheder man havde. Det gik en del bedre i anden omgang, og det er et spil jeg ser frem til at prøve igen.  På billedet nedenfor ser man at Sherlock Holmes karakteren (med piben) er vendt til den “hvide” side, dvs. at han er uskyldig.

Conflict of Heroes: Storms of Steel!: Jeg har tidligere skrevet en længere gennemgang af spillet her. Første – og hidtil eneste gang – jeg prøvede CoH:SoS var et solo-spil. Det er nemlig muligt at spille spillet alene – en ganske fin feature, selvom det ikke er det samme som at spille mod en rigtig modstander. Men så har man mulighed for at prøve spillet af, og det er en god ting. Jeg spillede det første scenarie, hvor 3 tyske enheder (styret af mig) skal indtage en mindre landsby, hvor russiske enheder har forskanset sig. Jeg lavede et par fejl i starten – havde ikke helt styr på reglerne. Men det kom stille og roligt. For som jeg også skrev i det oprindelige indlæg om spillet, så er grundreglerne for så vidt simple nok. Det er kan volde problemer, og gjorde det hos mig, er henholdsvis Line of Sight (LOS) og så de modifikationer, som de mange forskellige terræn typer giver. I sidstnævnte tilfælde måtte jeg sidde og kigge i tabellen hele tiden. Men det gik. Og jeg løb faktisk også af med sejren, russerne fik nedlagt en enkelt af mine enheder (2 VP), men jeg flankede dem og fik skudt 3 af deres ned. Så en snæver sejr 3-2. Det er et spil der helt sikkert er sjovere mod en rigtig modstander, og når flere af reglerne (herunder tanks, fly og bunkere) tages i brug. Det første scenarie er indledende, så der holdes tingene helt simple.

Thunderstone: På Jens Hoppes weblog kan man læse en længere gennemgang af Thunderstone. Jeg er ganske enig i hans betragtninger. I starten af spillet forstod jeg ikke helt den grundlæggende intuition; men som spillet skred frem, gik der en prås op for mig. Det er et ret sjovt kortspil, hvor det stille og roligt gælder om at optimere ens dæk – og prøve sig frem løbende. Herunder at købe det rigtige udstyr til sine helte, stige levels med helte når man har XP nok (som man får fra dræbte monstre) osv. Jeg ser frem til at prøve det igen. Nok især fordi jeg vandt en overbevisende sejr på 44-18 over Kasper. Igen: Det er rart at vinde i egne brætspil, men næsten ligeså rart er det at vinde i andres! Nedenfor er et af kortene fra spillet, helten “Amazon Archer”.

Popularity: 51% [?]

For dem der har planer om at se genudsendelsen af UFC111 på fredag d. 2. april på Canal 9 – spoiler alert! Her følger nemlig en kort gennemgang af resultaterne, samt hvilken betydning det har for 2 af vægtklasserne; Welterweight og Heavyweight (for en gennemgang af vægtklasserne – se mit første indlæg om UFC). Der er længere gennemgang af UFC111 på 411Mania.com og på Sherdog.com.

UFC 111: GSP vs. Hardy

• Jim Miller defeats Mark Bocek (decision, 3 x 29-28): En rigtig god kamp til at starte ppv’et. Og en kamp der viste, at gulvkamp er et rigtig spændende aspekt af MMA. Samtidig en tæt kamp, der ligeså godt kunne være gået den anden vej. Hvilket Miller da også nævnte til pressemødet bagefter.
• Jon Fitch defeats Ben Saunder (decision, 3 x 30-27): Præcis, som et lommeur, “grindede” (kværnede?) welterweight Jon Fitch sig frem til sin 4. sejr på stribe. Det er ikke specielt kønt – men det er sikkert. Lidt som at se italiensk fodbold, hvor det ene hold kommer foran 1-0. I sidste ende er sejren jo det vigtigste. Selvom dommeren lod sig påvirke af publikum, og rejste kæmperne op – uden succes. Spørgsmålet er så, om det er nok til at give Fitch en kamp mod indehaveren af Welterweight titlen (ie. GSP) – det er det nok ikke, hvis man skal tro præsident Dana White.
• Kurt Pellegrino defeats Fabricio Camoes (submission, rear naked choke, 2. runde): En sejr der gav Pellegrino “Submission of the Night” bonus. Efter at han dumpede Camoes direkte på hovedet (det så ikke helt rart ud – piskesmæld, anyone?), stod der Pellegrino på resten af kampen.
• Interim Heavyweight title: Shane Carwin defeats Frank Mir (Knock Out, 1. runde): I den grad en overbevisende sejr til store, stærke Shane Carwin. Han pressede Mir op af buret, og lod sine store næver hamre løs. Dommeren kunne bestemt have stoppet kampen før. Og Carwin har endnu ikke prøvet at gå ud over 1. runde – imponerende!
• Welterweight title: Georges “Rush” St-Pierre defeats Dan Hardy (decision, 50-43, 50-44, 50-45): GSP viste – endnu engang – at han, ligesom BJ Penn i december mod Diego Sanchez, er klasser bedre end sine nærmeste forfølgere. Nogen kritiserer GSP for “lay and pray”. Det er ikke fair. Han kan tage modstanderen ned efter behov, neutralisere deres gameplan – og ellers forsøge enten “ground ‘n’ pound” eller submission. Cadeaus til Hardy for at klare sig ud af to ondskabsfulde submissions – “That kid got heart, en rigtig fighter”, som Kurt Thyboe ville have sagt det. Som FightMetric også viser var der ingen tvivl om udfaldet: 174 slag (heraf 40 high-powered) mod Hardys 42 (4 hi-power). Og 11 succesfulde takedowns ud af 11, mod 0 til Hardy. Samt 6 submission forsøg mod Hardys 0. Suverænt, intet mindre. Spørgsmålet er, hvem GSP næste modstander (læs: boksebold) skal være?

Alt i alt et rigtig godt PPV; der dog ikke helt levede op til mine forventninger. Jeg havde lidt håbet på Frank Mir ville trække en kanin op af hatten – også fordi Mir vs Lesnar III på papiret ser (eller rettere: så) så god ud. Men Carwin vs Lesnar bliver bestemt også spændende. Hovedkampen var, efter et par minutter, stort set uden spænding. Der var GSP simpelthen for god. Når det er sagt, så var der gode kampe og generel høj kvalitet. Nu begynder jeg så småt at glæde mig til UFC112, hvor Anderson Silva (Middleweight champion) og BJ Penn (Lightweight champion) skal forsvare deres respektive bælter. Det 5. og sidste bælte, Lightheavyweight, bliver forsvaret af Lyoto “The Dragon” Machida til UFC113 i en rematch mod Mauricio “Shogun” Rua.

Rangering – welterweight og heavyweight

Her følger min subjektive vurdering af UFC111’s betydning for de to vægtklasser, Welterweight og Heavyweight.

Welterweight (seneste ranking fra 411Mania.com)

1. GSP: Ingen over, ingen ved siden af. En af de tre-fire bedste pound-for-pound kæmpere i verden (de øvrige er Anderson Silva, BJ Penn og Fedor Emalianenko). Senest meget overbevisende i sejren over Dan Hardy i lørdags.
2. Josh Koscheck/Paul Daley: Koscheck og briten Daley skal mødes til UFC113 d. 8. maj. Vinderen heraf kunne godt tænkes at blive fodret til GSP som den næste – afhængigt af på hvilken måde sejren bliver hevet i land, altså. I sidste ende er det Dana White der bestemmer. Daley har set farlig ud, med sejre over danske Martin Kampmann (desværre!) og Justin Hazelett. Koscheck har på sin side vundet over Frank Trigg og Anthony Johnson. Begge er gode til at sælge varen – også op til kampene. Så det kunne måske forbedre begges chancer for at møde GSP bagefter.
3. Jon Fitch/Thiago Alves: På grund af en (mulig) skade til Alves, mødtes de to ikke til UFC111 i lørdags. Fitch gjorde sin pligt og vandt over Saunders. Men ikke på den måde Dana White gerne vil have, så han må vente lidt på en rematch med GSP. Igen afhænger det af udfaldet af nr. 2. ovenfor. (Fitch er træningspartner med Koscheck og Swick (nedenfor), så de vil ikke mødes).
4. Paulo Thiago: Med sin sejr over Mike Swick til UFC109 er Thiago tæt på den øverste del af welterweight divisionen. Thiago besejrede faktisk Josh Koscheck til UFC95. Men tabte siden til Jon Fitch.
5. Dan Hardy: Dan Hardy blev i kampen mod GSP udstillet som alt for endimensionel. Men den medfart er han ikke den eneste der har fået i mødet med canadieren. Så mon ikke Hardy snart er tilbage på sporet, fx i kamp mod Thiago ovenfor – eller Swick nedenfor?
6. Mike Swick: Så ikke alt for god ud mod Thiago (nr. 4). Så har brug for et rebound, så han kan komme ind i varmen igen.
7. Martin Kampmann: Efter nederlag til Daley i UFC103 lavede “The Hitman” et sikkert rebound mod Jacob Volkmann til UFC108. Pt. er han skadet, så spørgsmålet er hvornår han vender tilbage til The Octagon?
8. Matt Hughes/Matt Serra: Legenden Matt Hughes lurer i skyggerne. En (overbevisende) sejr til Hughes i UFC113 over Renzo Gracie kan pludselig få ham ind i titelkampen igen. Ikke at han har den store chance mod GSP – men det er sikkert en rematch som White ser (masser af) penge i. Matt Serra er – efter sin knockout over Frank Trigg – ligeledes en smule inde i varmen igen. En sejr over en af de højere rangerende, og så kunne Serra måske være tæt på titlen, igen-igen?

Heavyweight (seneste ranking fra 441Mania.com)

1. Brock Lesnar: Indehaveren af det rigtige bælte. Men konkurrencen er skarp i den tungeste vægtklasse – som en blogger skriver: “With 3 terrifying knock-out artists lined up directly below him“. Og ingen ved endnu hvordan Lesnar er kommet sig ovenpå sin sygdomsperiode.
2. Shane Carwin: Indehaveren af det “kunstige” bælte (dvs. Interim). Og han har en (stor) chance for at overraske til UFC116 i Las Vegas d. 3. juli. Hvis vi – 7-9-13 – slipper for skade,  that is.
3. Cain Velasquez: Efter sin – overraskende men også meget dominerende – sejr over legenden “Minotauro” Noguiera, er Cain Velasquez den næste på listen. I den grad en af de unge, fremadstormende håb hos klassens tunge drenge. Spørgsmålet er, om man vil lade Cain side på sidelinjen frem til slutningen af 2010 – hvor han så kan møde vinderen af Lesnar/Carwin. Eller om man i mellemtiden spiser ham af med at møde listens nr. 4, Junior Dos Santos.
4. Junior Dos Santos: Senest en overbevisende sejr – på knockout – over farlige Gabriel Gonzaga. Før det havde JDS sejre over Gilbert Yvel (UFC108), Mirko Cro Cop (UFC103) og Stefan Struve (UFC95). 4 sejre i UFC på lidt over et år er imponerende; selvom det, endnu, ikke er mod højt rangerende modstandere. Og JDS er pt. 5-0 i UFC (femte og sidste sejr over Fabricio Werdum til UFC90). Som nævnt er Cain Velasquez lige over JDS – men det kan ændres hvis de to mødes i en kamp om at blive den næste udfordrer til titlen. Selvom Velasquez ville være favorit, skal man bestemt ikke undervurdere JDS.
5. Frank Mir/”Minotauro” Noguiera: Efter nederlag til hhv. Carwin og Velasquez er næste mulighed for disse to (tidligere) stjerner måske at møde hinanden – igen. Første gang vandt Mir. Men der har været en del ondt blod imellem dem (hovedsageligt pga. Mirs ustoppelige kæft), så en rematch ville ikke være dårlig. Samtidig ville man være sikker på at én af de to fik oprejsning efter deres respektive nederlag.
6. Derefter (ikke i rækkefølge): Cheick Kongo (sejr over Paul Buentello ved seneste UFC on Versus holder ham oppe); Roy Nelson (vi har stadig til gode at se vinderen af TUF10 in action - det sker på onsdag (d. 31. marts) til UFC: Fight Night mod Stefan Struve); Gabriel Gonzaga (nederlag til JDS gør at Gonzaga roder her – i rollen som gatekeeper).

Popularity: 29% [?]

Så er det i morgen nat, at årets (foreløbigt) største UFC begivenhed, pay-per-view nr. 111, løber af stablen. Jeg har tidligere skrevet om UFC111 – og nedenfor følger så en længere countdown video til det spændende PPV. Især Frank Mir vs. Shane Carwin ser ud til at blive en rigtig interessant kamp; det ser ud til at blive tæt, mellem Shane Carwins “power fists” og Mirs submission færdigheder. Personligt håber jeg på sejr til Frank Mir, så vi til 2. halvår 2010 kan få årets kamp: Frank Mir vs Brock Lesnar III. Preview og bud på vindere til UFC111 kan læses på 411Mania og Sherdog.com.

Jeg faldt over nedenstående top 10 liste på 411Mania.com over mest populære (amerikanske) PPVs i 2009. At Brock Lesnar vs Frank Mir version 3.0 er interessant – også for pengemændene i UFC – kan ikke undre. Generelt sidder UFC hårdt på top 10, med hele 6 events mod 3 til boksning. WresteMania 25 sniger sig lige op på top 10.

1. UFC 100: Brock Lesnar vs. Frank Mir, July 11, 1.6 million
2. Boxing: Manny Pacquiao vs. Miguel Cotto, Nov. 14, 1.25 million
3. Boxing: Floyd Mayweather Jr. vs. Juan Manuel Marquez, Sept. 19, 1.05 millon
4. UFC 94: Georges St. Pierre vs. B.J. Penn, Jan. 31, 920,000 buys
5. UFC 101: Penn vs. Kenny Florian/Anderson Silva vs. Forrest Griffin, Aug. 8, 850,000
6. Boxing: Pacquiao vs. Ricky Hatton, May 2, 825,000
7t. UFC 107: Penn vs. Diego Sanchez, Dec. 12, 650,000
7t. UFC 97: Silva vs. Thales Leites/Chuck Liddell vs. Mauricio Rua, April 18, 650,000
9. UFC 99: Lyoto Machida vs. Rashad Evans/Matt Hughes vs. Matt Serra, May 23, 635,000
10. Wrestling: WWE WrestleMania 25, April 5, 582,000 buys

Popularity: 19% [?]