Spilf

Ja, så endte det med at jeg kom afsted også i år. Selvom det egentlig på forhånd ikke var planen. Men pludselig fri på arbejde samt diverse andre omstændigheder gjorde, at jeg i hæsblæsende tempo fik købt en billet tirsdag og efterfølgende transporterede mig ud til festen. Og hvilken fest – har bestemt ikke fortrudt!

I min anmeldelse fra sidste år skrev jeg at det var min bedste festival hidtil. Og det er det sådan set stadig selvom den i år også kommer derop af. Den primære årsag til at den ikke overhaler er at programmet i mine øjne haltede noget mere end sidste år. Især er problemet nok at Neil Young manglede. Hvorfor kan de ikke bare booke ham hvert år?

Nu har David allerede anmeldt fredagen og jeg er overvejende enig med ham – når det kommer til Faith No More, Oasis og Nick Cave. NIN tog stikket hjem som bedste koncert i år, da de virkelig fyrede den af. Desuden hjalp det selvfølgelig at vi stod i inderste pit midtfor – og ja, igen i år var det overraskende let at komme derind. Både til N. Cave, Coldplay og selvfølgelig NIN hvor der var masser af plads til at vade ud og ind.

Coldplay lukkede og slukkede og gjorde det i fin stil. Det er lidt for følelsesladet til min smag, men flot show og meget passende som afslutning – inklusiv store gule balloner der hoppede ned over mængden af mennesker, skyer af farvestrålende confetti, pludselig opdukken af bandet 4 meter bag os i mellem pitten og resten af pladsen, hvor de gav en akustisk version af Billie Jean samt fik i gangsat et par mobil-telefon wawes. Og så selvfølgelig med det miljø-venlige, farvestrålende pariserhjul og en gul fuldmåne som baggrund. Nice!

Andre highlighst var: M. Ward – fed koncert! Get well soon som også lød rigtig godt. På trods af at jeg ikke helt kan finde samme stemning når jeg tjekker deres myspace musik ud. Den ekstra oplevelse skyldes måske at jeg lå i en hængekøje ude foran Pavillon og hørte dem (mens jeg blundede). Yeah, Yeah, Yeahs gav den også fin gas og var bestemt en af de bedre koncerter. Trentemøller torsdag nat på Orange med Steen Jørgensen og sangen Tainted Love var også lige i vinkel (se bl.a. anmeldelse til 6 stjerner i EB og 5 stjerner i JP). The Gaslight Anthem sad også godt i skabet med deres rock-punkede semi-Bruce Springsteen agtige musik. Alamaailman Vasarat gjorde også en god og mærkelig figur. Desværre var jeg så gevaldig træt lige netop på det tidspunkt, så jeg fik ikke hørt det hele. Men bestemt værd at tjekke ud!

Min tilgang til musikken var egentlig ret anderledes i år, da der ikke var så meget som jeg absolut skulle se. Det gjorde at jeg mere shoppede rundt, vandrede fra telt til telt og fik nogle vidt forskellige oplevelser. Mest udtalt var det nok lørdag hvor jeg inden for 45 minutter nåede at lytte til danske Balstyrko, finske melodiske Paavoharju og noget jysk klingende dødsmetal i form af Dawn of Demise. Egentlig en meget god – og passende – måde at opleve musik på til en så stor og spraglet festival som Roskilde. Giver også gode reflektioner over forskelligheden i musik og over ens egen musik-smag.

Andet der dukker op er:

• det suverænt gode vejr. Næsten FOR varmt, da jeg lørdag ikke kunne gøre meget andet end at sidde i skyggen og svede.
• Pisstøv, en vanlig ting man aldrig vænner sig til.
• Turen i biffen i selskab med Spilf-member Kasper, hvor vi så Bronson, som jeg tidligere har omtalt herinde. Jeg var meget oppe at ringe over traileren men desværre hev filmen den ikke hjem. Bevares, den er da værd at se. Men nogen stor oplevelse er det ikke – de fleste gode highlighst er egentlig vist i traileren.
• Gode og mindre gode madoplevelser. Især var jeg pjattet med Mega Chicken Sandwich fra Mama Mombasa, som bestod af noget lækkert lyst og groft brød klappet sammen om lidt salat, lidt dressing, lidt agurk, en art chicken nugget burger og så selvfølgelig prikken over i’et i form af noget spicy mango chutney!
• Adam, en englænder fundet i løbet af tirsdag nat og som de første par dage campede i vores lejr – i en stol. En meget sær eksistens som kun sagde noget hvis man snakkede til ham. Troede han havde tandbøjle på men det var det vist ikke. Tænkte også de første par dage at han var gået i chock over at være på Roskilde, da han bare var stille og kun gjorde ting når man gav ham kommandoer (flyt dig ind i skyggen, drik noget vand etc. etc.) Svært at forestille sig at han alene har besluttet og har taget turen fra England til Roskilde festival…
• Nøgenløbet som jeg fik set for første gang. Var meget! crowdet og egentlig noget fesent. Virkede mest som noget man gjorde til ære for fotograferne – ret organiseret, vel defineret mindre indhegnet rute og et lille antal udvalgte deltagere (Rytter nåede heller ikke i år at komme med. Selvom han gjorde en indsats ved at vandre nøgen derop en 1½ time før start).

Popularity: 11% [?]

Da muligheden for at købe éndagsbillet til årets Roskilde festival bød sig til, var der ingen tvivl om hvilken dag billetten skulle købes til – fredag. Programmet for fredag var, efter min mening, festivallens stærkeste dag, musikmæssigt. Hvilket måske også fremgår af nedenstående hjemmelavede program.

Vi kom, naturligvis, ikke til at høre det hele - langt fra. Her følger korte anmeldelser af det musik vi trods alt fik hørt.

- Gojira: Franske Gojira lagde hårdt fra land relativt tidligt på Odeon. Et af de band jeg måtte se - og blev bestemt heller ikke skuffet. De lagde ud med åbneren fra deres seneste plade og jeg var solgt. Et virkelig tight, tungt og svingende orkester – der samtidig i den grad formåede at få folk med. Blandt andet da publikum blev bedt om at træde lidt tilbage, så der var plads til mosh pit – og mosh’et, det blev der. De spillede stort set alle de sange, jeg havde håbet på – herunder åbneren samt sangen Backbone fra den forrige cd. Nedenfor videoen til sangen Vacuity fra deres 2. plade. (5/6)

- Satyricon: Efter at være blevet revet rundt af monsteret Gojira, var vi et smut forbi de norske trolde fra Satyricon. Vi hørte dog kun 5-6 min – det var, i modsætning til Gojira, for ens og for stillestående. Og da jeg aldrig rigtig har fået lyttet mig ind på bandet, blev det ved det. (N/A)

- Faith No more: Både Isis og Fleet Foxes røg ud med badevandet, da vi i stedet hang nede i lejren med kølige pilsnere osv. Nu har jeg tidligere set Isis på Loppen, så det overlevede man jo nok. Så det blev Fnm kl. fem på Orange. Ikke et band jeg har dyrket det store, men forsanger Patton er jo noget af en multikunstner, så jeg håbede på det bedste. Og blev da også positivt overrasket. Efter den stille åbner, Reunited, kom der i den grad gang i gaden. Perfekt rock til en solskinsfredag på Dyrskuepladsen. Politiken giver da også koncerten 5/6 med bl.a. følgende ord: “Gruppen har i den grad stadig troen i sig og mon ikke nye proselyttere lod sig overbevise i denne herlige stund, hvor en af de mest charmerende ånder på dette års program indtog Roskilde på allerbedste måde.“ Jeg var i hvert fald én af dem, der den fredag blev overbevist om at Faith No more nok lige skal have lidt mere spilletid derhjemme. (5-/6)

- Nick Cave & The Bad Seeds: Efter en omgang dejlig rock og rul stod den på mørkemanden Nick Cave. En af de koncerter på dagen jeg havde set allermest frem til. Så man kunne jo næsten kun blive skuffet. Og det blev jeg, desværre. For Nick Cave og co. lød alt for meget som en kopi af sidste års Grinderman – dvs. Nick Cave og Bad Seeds sange trukket gennem garagen, spændt efter en godt rusten Buick. Det er fedt når det er Grinderman – men viste sig at være grænsende til det lidt kedelige med Bad Seeds. Blandt andet fordi det var svært at kende sangene fra hinanden – det var først mod slutningen at det gik op for mig, at de spillede Red Right Hand.  Og mercy Seat skulle man også lige lytte sig ind på. Da de samtidig gav en temmelig dårlig version af Breathless – sunget i den forkerte tone – og efterfølgende There’s she goes, my beautiful world i en stort set ligeså kedelig version – well, så var det ikke lige det man havde håbet på. Desværre. (3/6)

-  Oasis: Efter Nick Cave var det ned i lejren igen. Og efter et par øl mv., var det tilbage og høre Oasis. Egentlig ikke et band, der har sagt mig det helt store – bortset fra at Wonderwall er et godt nummer – men jeg har altid personligt været mere til Blur. Vi kom da også 20 min. for sent, uden at det dog gjorde det store. Vi stod nok for langt ude i siden til rigtigt at høre koncerten ordentligt - men der kom da gang i folk, da Wonderwall blev spillet. Fællessang til den store guldmedalje. Jeg var dog ikke helt overbevist, men givetvist en ok koncert. (3/6)

- Nine Inch Nails: Vi blev siddende ved Orange Scene og ventede på dagens sidste hovednavn, NIN. Et band jeg egentlig ikke har dyrket så meget - mest mesterværket The Downward Spiral tilbage fra ´94. Derudover har Fragile fået nogen snurreture, men ellers ikke. Det bliver det sikkert vendt om på, for NIN fyrede i den grad op for kedlerne og gav dagens ubetinget bedste koncert – måske endda den bedste koncert jeg har set i år. Det hjalp at vi stod op foran. Og det hjalp sikkert også Trent Reznor at det er hans sidste turné – for han gav den gas. Selvom der var en del numre jeg ikke kendte – eller kun kendte perifert – gjorde det intet; man var tryllebundet. Politiken giver topkarakter (6/6), og følgende ord: “Uanset hvad blev oplevelsen den hidtil største på dette års Roskilde Festival. Med det mest blændende mix af elektronisk musik, rockens tyngde og elegance, man kan forestille sig.” Og der var ingen tvivl, det var en fantastisk koncert. Nedenfor video til en af de sange NIN desværre ikke spillede – We´re in this together fra cd’en Fragile. (6/6)

Så alt i alt en portion gode koncerter til en ok pris (740 kr). Hvis festivallen laver éndags billetter igen næste år, kunne jeg i hvert fald godt være fristet.

Popularity: 11% [?]

Som sidste år (samt her) og året før   følger her en række anbefalinger til musik på årets Roskilde Festival. Med en vis bias mod den tungere del af spektret, skal det tilføjes. Bands markeret med fed er koncerter, jeg meget gerne vil se. Bands uden fed er musik jeg måske kommer til at høre, hvis såfremt i fald…

Nick Cave and the Bad Seed: Hovednavnet for mit vedkommende. Nick Cave har i mange år været en af de faste musikere på min mp3 afspiller. Især med albummet Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus, men generelt holder pladerne med Bad Seeds et højt niveau. Nedenfor videoen til sangen Breathless fra førnævnte album.

Coldplay: Et band det da kunne være meget hyggeligt at se – med kæresten i hånden og Yellow i højtalerne.

Nine Inch Nails: Siden midt-halvfemserne har jeg ikke hørt meget NIN. Men The Downward Spiral står tilgengæld som en af de bedste 90′er plader for mit vedkommende. Med sange som Hurt, Closer og Piggy er det et stort album. Nedenfor live-udgave af sangen Hurt, som godt nok er god med Johnny Cash, men bedre med NIN.

Slipknot: Ikke et band jeg har hørt specielt meget. Men deres seneste plade har overrasket mig positivt, og hvis de spiller efter mørkets frembrud bør man da lige tjekke dem ud.

Down: Superbandet med Phil Anselmo (forsanger i hedengangne Pantera) i front. Hørte dem for et par år tilbage, og det var ganske godt – om end det ikke når Pantera til langt over knæene. Stone the Crow nedenfor er vel deres absolutte hit.

Eagles of Death Metal: Spiller beskidt rock n’ roll – så med en fadøl i hånden og høj sol…

Fleet Foxes: I den mere stille genre og til de mere stille stunder.  Deres debut plade, Fleet Foxes, fik blandt andet en kanon anmeldelse på PitchforkMedia og blev kåret til en af de bedste plader i 2008.

Malk De Koijn: Gendannes på festivallen og dem skal man jo se.

The Mars Volta:  Sammenlignes med Led Zeppelin, Pink Floyd og Santana, med jazz og brasiliansk bossa nova ind over. Live skulle de være helt fantastiske.

Amon Amarth: Vikinge metal fra Sverige. Det var faktisk først på deres seneste album, Twilight of the Thunder God, at jeg blev fanget af AA. Tung dødsmetal med tekster om vikinger - det passer perfekt til høj sol og en fadøl i næven! Nedenstående video, titel sangen fra deres seneste album, bør i den grad overbevise om bandets suverænitet – omkvædet giver i den grad én lyst til at skråle med.

Dawn of Demise: Endnu et dødsmetal band – og et dansk et af slagsen. Med Scott Jensen – tidliger Infernal Torment – i front. DoD spiller NY dødsmetal a la Suffocation iblandet lidt dansk Illdisposed. Rigtig fedt. Nedenfor ses videoen til titelsangen fra deres debut plade.

Fucked Up: Amerikansk hardcore (punk) band med lidt indie (?) over sig. Deres seneste plade, The Chemistry of Common Life, fik en rigtig god anmeldelse på Pitchforkmedia, og det er bestemt et interessant band.

Gojira: Fransk thrash/dødsmetal band, der især trækker heftigt på tidlig Meshuggah. Gojira kan dog sagtens selv, og deres seneste plade, The Way of All Flesh, blev således kåret til 2008’s bedste af brugerne på Clonemetal.dk - foran blandt andre Meshuggah.  På deres MySpace side kan man blandt andet høre Esoteric Surgery fra deres nye plade og den tunge Backbone fra deres forrige. Ellers bør man tjekke sangen Oroborus ud på Youtube. (Gojira spiller desuden i aften, d. 27. april på Amager Bio)

Isis: Post-hardcore a la Neurosis (og hvorfor nu ikke også invitere dem, Roskilde?) – i.e. “Thinking man’s metal”. Drømmende, lange atmosfæriske sange – flere af dem instrumentale. Især albummet Panopticon kan varmt anbefales.

M.Ward: Singer-songwriter. På hans MySpace side kan man blandt andet høre den smukke sang Poison Cup.

Marissa Nadler: Gotisk singer-songwriter (?) med en smuk stemme.  Tjek fx Diamond Heart ud her.

Wolves in the Throne Room: Hippie-black metal fra USA. Normalt er jeg ikke til black metal, men deres første plade, Two Hunters, er rigtig fed. Tjek sangene ud på deres MySpace.

Alt i alt et ganske ok line-up. Savner dog endnu et stort navn – de prøvede jo at overtale såvel Bruce Springsteen som AC/DC, uden held desværre. Derudover vil jeg gerne snart se Bright Eyes, TV on the Radio, Pig Destroyer, Primordial og Lair of the Minotaur på Roskilde. Såvel som Mastodon (der netop har udgivet nyt), Giant Squid (der pt. har udgivet årets tung-rock plade) samt Neurosis – når nu Isis kan, hvorfor så ikke godfathers of post-hardcore?

Popularity: 9% [?]

David har tidligere skrevet om bandønsker for Roskilde 2009, hvor han bl.a. nævner AC/DC:

Et navn bookerne til Roskilde Festival – i flere år – har prøvet at få til festivallen. Uden held, desværre. For det ville da være perfekt at høre “Hells Bells” med videre på den store scene.

Men nu er der måske noget der tyder på at det rent faktisk vil lykkedes næste år! I hvert fald har Gaffa interviewet bandet (kommer i november nummeret) i forbindelse med deres Europa tur feb -> marts 09:

Og det, jeg tror, vi vil gøre, er at indfange alle de store festivaler, som vi har misset i så mange år. Vi vil lave alle de engelske, de svenske, den danske, alle de store, få rundet dem alle sammen.­Det ville være vidunderligt at se alle vores venner ­ for jeg kalder dem venner, ikke fans ­ og jeg tror, vi ville få en skøn tid sammen.

Brian Johnson fra AC/DC, som fortsætter med svare JA til spørgsmålet om han med den “danske” mener Roskilde Festival!

Popularity: 2% [?]

Nu har vi jo skrevet en del om Roskilde Festival – så dette bliver det sidste fra min side i denne omgang. For det første vil jeg lige henlede opmærksomheden på Weekendavisens artikel om Roskilde 2008 - den er rigtig god, og rammer ganske godt plet - efter min mening. Erik Jensen – fra Politiken – anmelder også årets festival. Endelig kan man læse gode gamle Steffen Jungersens mavesure opstød om årets festival. Han skriver blandt andet (om musikken…): “Det siger alt, at den siddende arrangør-gruppe er holdt op med at holde afsluttende pressemøder på festivalen. Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg var dem, gad jeg heller ikke sidde dér med så mange forklaringsproblemer! Heldigvis fik Roskilde ikke udsolgt i år. Så er der da et – omend svagt – håb om, at festivalen finder ud af, at hér altså er noget helt galt.”

Nu er der blevet skrevet en del om problemerne med at finde passende navne til Orange Scene. Så i det følgende kommer et par bud – sikkert ganske urealistiske – på “store navne”, bla. inspireret af en diskussion Kristoffer og jeg havde forleden. Derudover har jeg taget en lille håndfuld bands med, som festivallen burde give en chance. Jeg har valgt at fokusere på bands, der ikke har spillet på festivallen (i mange år…).

Store navne

Rolling Stones – Hvorfor ikke? De burde i hvert fald kunne spille Orange Scene – deres gamle turné scene – op. Uden de store problemer. Og ville da gerne høre “Start me up”, “(I can’t get no) Satisfaction” og alle de andre klassikere.

AC/DC: Et navn bookerne til Roskilde Festival – i flere år – har prøvet at få til festivallen. Uden held, desværre. For det ville da være perfekt at høre “Hells Bells” med videre på den store scene.

U2: Godt nok har de ikke lavet noget interessant i mange år. Men sådan en “best of” koncert ville da være herlig.

Rage Against the Machine: At festivallen ikke fik hevet bandet til Dyrskuepladsen i år var meget ærgerligt. Måske næste år? I hvert fald en garanti for godt gang i den med “Killing in the name of”, “Bombtrack” mv.

Bruce Springsteen: Hver gang “The Boss” giver koncert, er det med gaspedalen helt i bund. Godt nok er der lige lovlig meget stadion-rock i flere af hans numre, men det ville jo passe perfekt til Orange Scene. Og han måtte da også gerne spille de mere stille numre, a la “Ghost of Tom Joad”, “Nebraska”, ”The River” mv. Sangen Nebraska kan man forøvrigt høre på hans MySpace side.

Tom Waits: Lidt en outsider – for stor til Arena (?), men måske for lille (og skramlet) til Orange. Men hvis Grinderman kunne hvorfor så ikke? Det kunne i hvert fald være en oplevelse.

Mindre bands – Indie og lign.

Bright Eyes: At festivallen undlod at hive ham/dem med, ovenpå den seneste plade “Cassadega”, kan undre. En smuk blanding af Indie/singer-songwriter, som ville passe godt ind i festivallens (nye) profil.

The Mars Volta: Skulle egentlig have været på festivallen for et par år siden, men meldte afbud i sidste øjeblik. Rolling Stone magazine har kåret bandet til “Best prog-rock band” i 2008. Nu er det så svært at placere Mars Volta i én genre-kasse – for foruden prog-rock er der også jazz, latin og punk/post-hardcore i lyden. Desuden skulle MV i den grad overbevise live – perfekt til Arena.

Devendra Banhart: En blanding af folk og indie – igen perfekt til Roskilde. Smuk stemme – og temmeligt skøre tekster. “Naturens muntre søn”, ifølge Gaffa.

Mindre bands – metal og lign.

Pig Destroyer: PD har jeg, flere gange, nævnt herinde. Grindcore med fuld smæk på – perfekt til en af de små scener på festivallen. Og når nu Rotten Sound kunne spille på festivallen i år, hvorfor så ikke det fedeste grind-band derude?

Electric Wizard: Stoner-metal med klare referencer til bla. Black Sabbath. Og HP Lovecraft – tjek fx sangen “Dunwich”. Fantastisk! I samme ombæring kunne bands som High on Fire eller Witchcraft (tjek fx sangen “Walk between the lines” – ren Led Zep) også sagtens dukke op.  

Primordial: Jeg har tidligere skrevet om Primordial – og kan da heller ikke rose bandet nok. Bandet skulle være fantastiske live – og ville helt sikkert passe perfekt til festival og fadøl.

Lair of the Minotaur: Igen et band jeg har nævnt tidligere. Vor tids Slayer – i en lidt mere beskidt udgave. Nedenstående video, til sangen “War Metal Battle Master” (så bliver det jo ikke mere metal!), rammer meget godt ned i hjertet af hvad LotM står for. Blod, sved og bare bryster!

Popularity: 30% [?]