Og hvilken nervepirrende historie jeg har at fortælle. Neglene var bidt til bunds, blodet sprang fra fingrene, tænderne klaprede, ben trommede og mine hænder rystede så det var helt umuligt at styre noget som helst (og dybt forbudt at røre spillepladen).

Caylus var spillet & close race det var det! Godt at det ikke er hver gang at spillene udarter sig sådan for det ville da ikke være så sundhedsfremmende…!
Nå, men hvis man for en stund skal forsøge at skubbe spændingen til side og i stedet analyserer lidt på forløbet, så var det egentlig interessant at se de forskelle vi (Kasper, David og jeg) havde i vores strategi. F.eks. satsede Kasper stærkt på favoren der giver victory points som han fik kørt op på 5 og som i hvert fald gav ham en 20 points i løbet af spillet. David lagde ud med en ret økonomisk indgangsvinkel hvor han virkelig skummede fløden; penge som også senere blev brugt til at købe både guld og points. Jeg selv kørte favoren op hvor det er muligt at købe bygninger, noget som jeg også fik en del afkast på. Og, så satsede jeg på at bygge nogle af de blå, og kom rent faktisk op på 2 af disse.

Jeg var ellers lidt sat tidligt i spillet da Kasper og David fik bygget to af de grå bygninger der giver ressourcer. Klart en bet for mig! Men jeg bed i det sure æble og placerede mine arbejdere ret ofte på dem, på trods af at dette gav dem både points og ressourcer. Når blot jeg skiftede mellem dem gjorde dette dog ikke så meget

Spillet var som sagt meget meget tæt hele vejen igennem hvor vi skiftedes til at være i front. Sidst i spillet stak kasper dog af, da han lå lidt i baghjul og kunne bygge en prestige (blå) bygning samtidig med at han kunne tvinge spillet til at afslutte ved at flytte den lille hvide brik (navn glemt). Jeg havde heldigvis spottet dette og forsøgte at gøre alt for at skrabe points sammen til en sejr. Og tæt, tæt, tæt, blev det! Det afgørende var at jeg fik bygget 3 huse i borgen hvilket gav mig favoren der og samtidig gav mig 3 favors da vi skulle gøre borgbyggeriet op. Dette gjorde at jeg kunne få fyret en blå bygning mere af og endte på 1!! Point mere end Kasper. Derudover sad jeg med lidt penge som lige gav et point mere.

Scoren blev: Kristoffer= 97, Kasper= 95 og David= 84

I Arkham havde vi en voldsom revanche til gode, da vi tabte vi sidst tabte begge gange hvor vi prøvede med den nye udvidelse Dunwich Horror. Vi valgte derfor at tage en tredje spiller med, som vi begge styrede, ud fra den tankegang at vi så havde én i overskud som kunne rydde op i Dunwich. Helt sådan gik det dog ikke men det var dog klart en fordel at have den ekstra person på brættet. Vi endte op med 11 doom counters og 5 gates som vi havde forsejlet – altså på et hængene hår og helt afgørende hvor den næste gate ville åbne sig henne. Hvis det var et sted hvor der ikke var én eller hvis det var af den type som kunne bryde gennem en forsejling, ja, så var der dømt Game Over. Hvis den i stedet ramte en eksisterende gate, ja, så ville vi klare skærene og få forsejlet den 6. gate. Denne situation illustrerer egentlig meget godt den Lovecraft ånd der til tider er over spillet – det at man i princippet er prisgivet de voldsomme kræfter der er på spil, og at man må kæmpe til det yderste, blot for at indse at man stadig er magtesløs og at det kommer ned til rent held. Og heldige det var vi! En revanche uanset hvor tæt det var.

Dagen efter skulle vi afprøve WoW med den nye udvidelse – første gang for mig. Og blev egentlig positivt overrasket over udvidelsen og hvordan den tilføjede elementer til gameplayet. Havde været lettere skeptisk da jeg i sin tid så æsken, da den kun bestod af nogle forskellige kort og overhovedet ikke kunne måle sig med Arkham udvidelsen. Grundet spillets niveau af downtime valgte vi at spille på samme hold (Horde) mod spillet. Jeg valgte en fightertype mens Kasper var en shamangut. Og så gik det slag i slag hvor vi klarede quest, tævede monstre osv. Vi havde trukket en overboss som bevægede sig af sted hver gang vi var uheldige og trak nogle bestemte kort – dette gjorde at vi allerede sluttede i tur 22! Her var vi begge level 4 og var ikke helt parate på kampen… men vi klarede den lige akkurat. Ja, hvis vi ikke var nået op på 24 damage i den tur ville vi være nød til at ofre os og hvis vi kun var én mod tilbage mod den ville denne helt sikker være prisgivet. Altså endnu en tæt, tæt sejr. 

Efter sådan to gange spillere mod spillet, var det tid til en spillere mod spillere. Caylus skulle afprøves igen og Kasper skulle have lejlighed til at prøve det for første gang. Og det endte med en komfortabel sejr til undertegnede på lidt over 100 point. Kasper endte i 80′erne mens Andreas lå midt i 50′erne. I spillet satsede jeg især på at bygge de grå produktionsbygninger og på at score en masse royal favors. Sejren sikrede jeg mig ved at bruge den sidste favor på at bygge katedralen som gav 25 ekstra point lige ned i foret. Kasper som var ny prøvede en lidt anderledes og interessant taktik med fokus på især penge. Disse blev bl.a. brugt til at købe victory points og han kom egentlig ganske godt med på den front. Ressourcer, favors og bygninger i borgen havde han til gengæld ikke så mange af (endte faktisk uden blå bygninger). Faktisk tog han også favors i den øverste kategori som giver victory points, og det er første gang nogen har gjort det i Spilf’s historie. Interessante, nye taktikker som dog nok skal finpudses lidt mere (hvis de skal klare sig mod mit masseproduktionsapparat).

Og så gik vi ellers i gang! Byggede løs til højre og venstre. Ingen dovne håndværkere eller kommunalarbejdere her! De fik med pisken gjorde de. Det var første gang vi skulle prøve et 4-personers spil og det ændrede klart på spillet. Især var der langt færre ressourcer pr. spiller i starten og der var rimelig jævn kamp om disse og om at komme til at bygge i borgen. Derudover steg kroen i værdi (den gør at det stadig kun koster 1 denar at placere en arbejder selvom der er andre der har passet), da der typisk var nogle der løb tør for denarer efter at have placeret 3-4 arbejdere (og så var der jo frit spil for kromanden, hvis blot han havde et par ekstra denarer). En anden forskel er at der faktisk ikke bliver bygget i samme tempo som med færre spillere, noget som igen skyldes de mangelfulde ressourcer. Dette tempo ændrer sig dog i løbet af spillet og vi fik for første gang nogensinde bygget samtlige af de brune bygninger og faktisk alle de grå undtagen én. Af de blå prestige bygninger kom der kun to i spil helt til sidst (Kasper og David lavede hver én).

Jeg selv fik modsat normalt ikke satset på de blå bygninger, da jeg simpelthen ikke fik taget nok favors således at jeg kunne få guld og bygge (en ellers vanlig kombo). Ja, faktisk fik jeg ikke fat i en eneste guldklump i løbet af spillet; i stedet satsede jeg på at bygge en del bygninger og score point på dem (især de grå der giver 6 victory points), bygge i borgen og købe mig til victory points i kirken (en ting Kasper i stor stil havde vist hvordan man kunne udnytte i vores sidste spil) – her udnyttede jeg også, at jeg havde bygget markedspladsen således at jeg kunne score 6 denarer inden jeg derefter betalte 4 af dem for at få 5 victory points. Én anden ting jeg satsede på og som afgjort gjorde en forskel, var at have en mand solidt plantet i kroen. Her hyggede han sig i rigtig mange ture og gjorde forskellen på afgørende tidspunkter, hvor jeg virkelig fik mulighed for at høste ressourcer selvom de andre havde passet deres tur.

Det var dog tæt spil hele spillet igennem og vi endte alle indenfor 14 point af hinanden! Jeg med 68, David på 60, Kasper på 58 og Jeppe på 54. På trods af to nybegyndere var det altså close race! Og her skal det også lige pointeres at Jeppe fik 4 minus point for ikke at bygge i borgen i sidste tur… noget han hårdnakket påstod ikke at have fået fortalt (og det er måske rigtigt at der oprindeligt kun var blevet sagt 2 minus points… meeen… det vælter jo ikke læsset .

Klart et underholdende og ganske komplekst spil som skal spilles igen og igen.

Spillet er designet af William Attia og er for 2-5 spillere. Konceptet er at man er en “master builder” (mester bygger? Mester håndværker?) i 1269 som skal hjælpe kongen med at bygge hans borg. For at kunne gøre dette bliver man nød til at udvikle byen (bygge boliger, produktionsfaciliteter, prestige bygninger etc.), samle ressourcer (sten, klæde, træ, mad, guld) og skrabe lidt dinarer sammen. Man kæmper mod hinanden om de sparsomme ressourcer og om at vinde kongens gunst.

Caylus er meget et “brain-burner” spil hvor man virkelig kan bruge lang tid på at spekulere over hvad der er det optimale at gøre. Især fordi der er så mange elementer der skal holdes rede på og fordi ressourceindsamling, penge og brug af arbejdere skal gå op i en højere enhed samtidig med at man er opmærksom på at de andre spillere kan stikke en kæp i hjulet. Dette kan de især gøre ved tidligt at skippe deres tur, noget som markant kan påvirke de andre spillere. På sin vis er der lidt fælles træk med Puerto Rico blot med den afgørende forskel at der ikke her er forskellige roller som spillerne skal vælge – i stedet skal man placere sine arbejdere i forskellige bygninger. Hver spiller har 6 af disse arbejdere som de på skift kan placere. Arbejderne arbejder desværre ikke ulønnet men kræver en sum penge som er afhængig af hvor mange andre spillere der har passet deres tur. Man skal altså have nok penge til at sætte arbejder i spil, hvor de for eksempel kan indsamle ressourcer som igen kan bruges til at opbygge slottet.

Parallelt med at man gør sit bedste for at opnå ressourcer og bygge borg og bygninger, kører der en tidsfunktion i spillet som er med til at begrænse længden. Det fungerer ved at der er en “provost” (forstander) som spillerne hver kan flytte op til 3 felter hver tur. Den bygning han lander på er den sidste der bliver aktiveret og det vil sige at hvis der står arbejdere i bygninger foran ham, ja, så er det spildte kræfter og penge. I slutningen af hver tur flytter man “bailiff” (fogeden) og denne flyttes et til to felter frem afhængig af hvor “provost” er landet. Bailiffen flytter sig altså langsomt men sikkert ned mod slutningen af brættet og åbner samtidig undervejs op for visse elementer. Han er altså den afgørende tidsfaktor i spillet. Vinderen kåres enten når han når i mål eller hvis man får bygget sidste del af borgen helt ud. Undervejs er der løbende point tælling hvor man scorer prestige point får bygninger, for at bygge i borgen, for at lade andre spillere anvende ens bygninger osv. Disse tælles sammen og der lægges lidt til for antal penge og ressourcer. Og vupti, vi har en vinder!