Spilf

Intensiv spilleuge! Weekenden henholdsvis Arkham og World of Warcraft med Kasper og i aften, onsdag, Caylus med Kasper og Andreas.

I Arkham havde vi en voldsom revanche til gode, da vi tabte vi sidst tabte begge gange hvor vi prøvede med den nye udvidelse Dunwich Horror. Vi valgte derfor at tage en tredje spiller med, som vi begge styrede, ud fra den tankegang at vi så havde én i overskud som kunne rydde op i Dunwich. Helt sådan gik det dog ikke men det var dog klart en fordel at have den ekstra person på brættet. Vi endte op med 11 doom counters og 5 gates som vi havde forsejlet – altså på et hængene hår og helt afgørende hvor den næste gate ville åbne sig henne. Hvis det var et sted hvor der ikke var én eller hvis det var af den type som kunne bryde gennem en forsejling, ja, så var der dømt Game Over. Hvis den i stedet ramte en eksisterende gate, ja, så ville vi klare skærene og få forsejlet den 6. gate. Denne situation illustrerer egentlig meget godt den Lovecraft ånd der til tider er over spillet – det at man i princippet er prisgivet de voldsomme kræfter der er på spil, og at man må kæmpe til det yderste, blot for at indse at man stadig er magtesløs og at det kommer ned til rent held. Og heldige det var vi! En revanche uanset hvor tæt det var.

Dagen efter skulle vi afprøve WoW med den nye udvidelse – første gang for mig. Og blev egentlig positivt overrasket over udvidelsen og hvordan den tilføjede elementer til gameplayet. Havde været lettere skeptisk da jeg i sin tid så æsken, da den kun bestod af nogle forskellige kort og overhovedet ikke kunne måle sig med Arkham udvidelsen. Grundet spillets niveau af downtime valgte vi at spille på samme hold (Horde) mod spillet. Jeg valgte en fightertype mens Kasper var en shamangut. Og så gik det slag i slag hvor vi klarede quest, tævede monstre osv. Vi havde trukket en overboss som bevægede sig af sted hver gang vi var uheldige og trak nogle bestemte kort – dette gjorde at vi allerede sluttede i tur 22! Her var vi begge level 4 og var ikke helt parate på kampen… men vi klarede den lige akkurat. Ja, hvis vi ikke var nået op på 24 damage i den tur ville vi være nød til at ofre os og hvis vi kun var én mod tilbage mod den ville denne helt sikker være prisgivet. Altså endnu en tæt, tæt sejr. 

Efter sådan to gange spillere mod spillet, var det tid til en spillere mod spillere. Caylus skulle afprøves igen og Kasper skulle have lejlighed til at prøve det for første gang. Og det endte med en komfortabel sejr til undertegnede på lidt over 100 point. Kasper endte i 80′erne mens Andreas lå midt i 50′erne. I spillet satsede jeg især på at bygge de grå produktionsbygninger og på at score en masse royal favors. Sejren sikrede jeg mig ved at bruge den sidste favor på at bygge katedralen som gav 25 ekstra point lige ned i foret. Kasper som var ny prøvede en lidt anderledes og interessant taktik med fokus på især penge. Disse blev bl.a. brugt til at købe victory points og han kom egentlig ganske godt med på den front. Ressourcer, favors og bygninger i borgen havde han til gengæld ikke så mange af (endte faktisk uden blå bygninger). Faktisk tog han også favors i den øverste kategori som giver victory points, og det er første gang nogen har gjort det i Spilf’s historie. Interessante, nye taktikker som dog nok skal finpudses lidt mere (hvis de skal klare sig mod mit masseproduktionsapparat).

Popularity: 43% [?]

Dette indlæg blev skrevet søndag 25. februar 2007 kl. 02:00 og er arkiveret under Kristoffer, arkhamhorror, brætspil, caylus, wow. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.