Spilf

Nu skrev jeg sidste år om krimier der passede til en tur i sommerhus, ved poolen eller lignende. Dengang skrev jeg så også, at jeg ville følge op med et indlæg om svenske krimier. Det blev aldrig til noget. Hvilket blandt andet skyldtes at jeg i den grad kørte sur i den socialrealisme, der driver ned af siderne på de svenske krimier. Især Camilla Läckbergs første, Isprinsessen, gjorde mig i den grad irriteret. Nu er det jo så også mere ovre i femi-krimi genren, og dermed ikke gældende for hele den svenske krimi genre. Femi-krimien er i hvert fald storslem. Anmelderen Lars Bukdahls yndlingsaversion nr. 21 er netop “hovedpinen efter hovedløs gennemlidelse af lige ved og næsten 3 femikrimier i træk, og kvalmen, KVALMEN, efter så halsløs gerning“. Men svenske krimier som helhed er nu også meget godt med… Som Katinkha Bruhn skrev i Weekendavisen forleden: “… skriver krimier, hvis hovedsigte åbenbart går ud på at tegne det tristest tænkelige billede af Sverige. O.k. – det gælder faktisk for langt hovedparten af de svenske krimiforfattere“. Så sandt som det er sagt. Og det gælder fx også for den meget populære Stieg Larsson, der i Mænd der hader kvinder i den grad fyrer en bredside af mod det svenske aktiemarked – en bredside der viser, at den afdøde forfatter ikke havde den store forstand på den slags ting. En svensk krimiforfatter jeg dog kan anbefale, er Arne Dahl. Især de første af hans bøger om “A-Gruppen” (en svensk pendant til Rejseholdet) er rigtige gode, eksempelvis Op til toppen af bjerget. De senere bøger, især Skærsommernatsdrøm er lidt for påvirket af magisk realisme - det passer ikke godt til krimier. Men trods alt en (svensk) forfatter, hvis kritik af systemet virker lidt mere intelligent end gennemsnittet.

Katinkha Bruhn skrev forleden om syv (egentlig otte, men den ene skulle være rigtig dårlig) krimier man kan læse i sommerferien. Hendes artikel kan læses her. Jeg blev faktisk så inspireret, at jeg skyndte mig ud og købe Deon Meyers “Devil’s Peak” (60 kr på Play.com). Og hvilken bog! Som Bruhn skriver: “Deon Meyer kan sit kram. Fuldkommen opslugt følger man Thobelas amokløb og Griessels stædige og inspirerede efterforskning“. Godt nok er der også små sidehistorier om alkoholisme mm., så helt fri for socialrealisme bliver man ikke. Men det er jo heller ikke meningen - man er i hvert fald fantastisk underholdt fra start til slut. En anden bog, Bruhn nævner, er Peter Temples “The Broken Shore”. En bog jeg bestemt skal have læst snarest.

Weekendavisen havde også et indlæg om krimier sidste sommer (som jeg også fik nævnt her). Herfra kan især Simon Becketts (ikke at forveksle med afdøde Samuel Beckett!) “Dødens kemi” (Chemistry of death) varmt anbefales. Som Bruhn skrev: “Der er fuld valuta for pengene i Becketts mange skildringer af den krible-krable-gnaske-gufle-proces, der sætter ind efter dødens indtræden. Velbekomme“. Der er tale om en såkaldt “forensic thriller”, sat i en typisk engelsk landsby. Med et “CSI twist”, hvis man kan kalde det det.. Den anden bog med David Hunter (fra Dødens Kemi), “Written in Bone”, er også anbefalelsesværdig. Jeg gik i gang med både Anne Holts “Madam President” samt Rennie Airths “The Blood-dimmed tide”, men ingen af de to fangede mig. Måske den sidste af de to får en chance til. Derudover anbefalede jeg sidste år Don Winslows “Power of the Dog” (og den anbefaler jeg stadig!). Sidenhen er hans nye bog, “The Winter of Frankie Machine”, udkommet. Selvom den ikke helt når den forrige bogs højder, er den alligevel fantastisk god. Temmelig kliché fyldt gangster bog, måske, men en bog man hurtigt sluger. Og så skal De Niro spille hovedrollen! Om end Martin Scorsese tilsyneladende er sprunget fra – Michael Mann lyder nu også ok til mig. 

God læselyst!

Popularity: 6% [?]

Dette indlæg blev skrevet torsdag 10. juli 2008 kl. 10:22 og er arkiveret under David, anbefalinger, bøger. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.