Anbefalinger til Roskilde Festival 2009
Skrevet af david i David, anbefalinger, musik, roskildefestival, tags: amon amarth, anbefalinger, down, gojira, isis, musik, nine inch nails, roskilde festivalSom sidste år (samt her) og året før følger her en række anbefalinger til musik på årets Roskilde Festival. Med en vis bias mod den tungere del af spektret, skal det tilføjes. Bands markeret med fed er koncerter, jeg meget gerne vil se. Bands uden fed er musik jeg måske kommer til at høre, hvis såfremt i fald…
Nick Cave and the Bad Seed: Hovednavnet for mit vedkommende. Nick Cave har i mange år været en af de faste musikere på min mp3 afspiller. Især med albummet Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus, men generelt holder pladerne med Bad Seeds et højt niveau. Nedenfor videoen til sangen Breathless fra førnævnte album.
Coldplay: Et band det da kunne være meget hyggeligt at se – med kæresten i hånden og Yellow i højtalerne.
Nine Inch Nails: Siden midt-halvfemserne har jeg ikke hørt meget NIN. Men The Downward Spiral står tilgengæld som en af de bedste 90′er plader for mit vedkommende. Med sange som Hurt, Closer og Piggy er det et stort album. Nedenfor live-udgave af sangen Hurt, som godt nok er god med Johnny Cash, men bedre med NIN.
Slipknot: Ikke et band jeg har hørt specielt meget. Men deres seneste plade har overrasket mig positivt, og hvis de spiller efter mørkets frembrud bør man da lige tjekke dem ud.
Down: Superbandet med Phil Anselmo (forsanger i hedengangne Pantera) i front. Hørte dem for et par år tilbage, og det var ganske godt – om end det ikke når Pantera til langt over knæene. Stone the Crow nedenfor er vel deres absolutte hit.
Eagles of Death Metal: Spiller beskidt rock n’ roll – så med en fadøl i hånden og høj sol…
Fleet Foxes: I den mere stille genre og til de mere stille stunder. Deres debut plade, Fleet Foxes, fik blandt andet en kanon anmeldelse på PitchforkMedia og blev kåret til en af de bedste plader i 2008.
Malk De Koijn: Gendannes på festivallen og dem skal man jo se.
The Mars Volta: Sammenlignes med Led Zeppelin, Pink Floyd og Santana, med jazz og brasiliansk bossa nova ind over. Live skulle de være helt fantastiske.
Amon Amarth: Vikinge metal fra Sverige. Det var faktisk først på deres seneste album, Twilight of the Thunder God, at jeg blev fanget af AA. Tung dødsmetal med tekster om vikinger - det passer perfekt til høj sol og en fadøl i næven! Nedenstående video, titel sangen fra deres seneste album, bør i den grad overbevise om bandets suverænitet – omkvædet giver i den grad én lyst til at skråle med.
Dawn of Demise: Endnu et dødsmetal band – og et dansk et af slagsen. Med Scott Jensen – tidliger Infernal Torment – i front. DoD spiller NY dødsmetal a la Suffocation iblandet lidt dansk Illdisposed. Rigtig fedt. Nedenfor ses videoen til titelsangen fra deres debut plade.
Fucked Up: Amerikansk hardcore (punk) band med lidt indie (?) over sig. Deres seneste plade, The Chemistry of Common Life, fik en rigtig god anmeldelse på Pitchforkmedia, og det er bestemt et interessant band.
Gojira: Fransk thrash/dødsmetal band, der især trækker heftigt på tidlig Meshuggah. Gojira kan dog sagtens selv, og deres seneste plade, The Way of All Flesh, blev således kåret til 2008’s bedste af brugerne på Clonemetal.dk - foran blandt andre Meshuggah. På deres MySpace side kan man blandt andet høre Esoteric Surgery fra deres nye plade og den tunge Backbone fra deres forrige. Ellers bør man tjekke sangen Oroborus ud på Youtube. (Gojira spiller desuden i aften, d. 27. april på Amager Bio)
Isis: Post-hardcore a la Neurosis (og hvorfor nu ikke også invitere dem, Roskilde?) – i.e. “Thinking man’s metal”. Drømmende, lange atmosfæriske sange – flere af dem instrumentale. Især albummet Panopticon kan varmt anbefales.
M.Ward: Singer-songwriter. På hans MySpace side kan man blandt andet høre den smukke sang Poison Cup.
Marissa Nadler: Gotisk singer-songwriter (?) med en smuk stemme. Tjek fx Diamond Heart ud her.
Wolves in the Throne Room: Hippie-black metal fra USA. Normalt er jeg ikke til black metal, men deres første plade, Two Hunters, er rigtig fed. Tjek sangene ud på deres MySpace.
Alt i alt et ganske ok line-up. Savner dog endnu et stort navn – de prøvede jo at overtale såvel Bruce Springsteen som AC/DC, uden held desværre. Derudover vil jeg gerne snart se Bright Eyes, TV on the Radio, Pig Destroyer, Primordial og Lair of the Minotaur på Roskilde. Såvel som Mastodon (der netop har udgivet nyt), Giant Squid (der pt. har udgivet årets tung-rock plade) samt Neurosis – når nu Isis kan, hvorfor så ikke godfathers of post-hardcore?
Sidste 5 indlæg i anbefalinger
- Bøger til hængekøjen - July 13th, 2010
- Årets spil 2010? - May 26th, 2010
- Post UFC111: GSP vs. Hardy - March 29th, 2010
- Countdown til UFC111 - March 25th, 2010
- Hyldest til The Economist - March 22nd, 2010
Sidste 5 indlæg i David
- Bøger til hængekøjen - July 13th, 2010
- Årets spil 2010? - May 26th, 2010
- Blandede brætspil - May 2nd, 2010
- Post UFC111: GSP vs. Hardy - March 29th, 2010
- Countdown til UFC111 - March 25th, 2010
Sidste 5 indlæg i musik
- Hvad musik pensum i folkeskolen mangler... - January 26th, 2010
- Fættersong goes Family Guy - August 31st, 2009
- Anmeldelse: Roskilde Festival 09 - July 10th, 2009
- Roskilde Festival 2009 - på gule plader - July 7th, 2009
- Hvorfor har vi forskellig musiksmag? - May 8th, 2009
Sidste 5 indlæg i roskildefestival
- Anmeldelse: Roskilde Festival 09 - July 10th, 2009
- Roskilde Festival 2009 - på gule plader - July 7th, 2009
- AC/DC, Roskilde 09'? - October 17th, 2008
- Bands til Roskilde 2009? - July 13th, 2008
- Anmeldelse af Roskilde Festival 2008 - vol. 2 - July 9th, 2008
Popularity: 9% [?]
Indlæg (RSS)
Det skal tilføjes, at der i år er 7 bands jeg rigtig gerne vil se, mod 14 bands i 2008 og 13 bands i 2007… Lidt af en nedgang, og jeg er egentlig ikke så imponeret af programmet i år..
[...] Spilf » Blog Archive » Anbefalinger til Roskilde Festival 2009 [...]
Fedt med dit tilbagevendende indlæg om Roskilde, David. Det er godt med nogle fede anbefalinger. Jeg kan desuden berette, at jeg har nu hørt dit link til Amon Amarth en 5-6 gange. Det giver blod på panden og sved på tanden og er perfekt som motivation til at slide i nogle vægte. Yeaah.
Jeg har selv anskaffet mig en del af den store ukendte musikmasse, der optræder på Roskilde i håbet om at finde nogle guldklumper. Indtil videre kan jeg meget varmt anbefale White Lies. Check dem ud på deres myspace side.
Jeg har i den proces ikke kunne lade være med at filosofere over, hvad der gør at man kan lide noget musik og ikke noget andet. Alle kender fornemmelsen af at noget musik skal man høre meget, før man rigtig sætter pris på det, mens andet musik synes man om med det samme. Jeg kom til at tænke på om det kunne sammenlignes med de to kognitive indlæringsprincipper: akkomodation og assimilation. Assimilation er processen hvor vi blot tillægger viden til det allerede indlærte og ligesom bygger ovenpå. Akkomodation er den mest krævende af de to, da der rekonstrueres tidligere indlærte strukturer via nedbrydning, omorganisering og frisættelse.
Måske kræver det musik vi skal bruge lang tid på at sætte pris på en akkomodation, hvor vi ikke besidder en evne eller en erfaring, vi kan bruge i relation til det musik, og derfor kræver det en længere læreproces, der måske ovenikøbet er os mere bevidste og derfor subjekt for større prissættelse. Musik vi nemt kommer til at holde af, kunne skyldes af det allerede minder om noget vi kan lide i forvejen. Det giver også udemærket mening i forhold til at man sætter længere tid pris på musik, der tager tid at holde af og synes om. Måske giver musik vi synes om med det samme ikke nok nyt stof til en kognitiv process til at vi kan synes om det lige så længe.
Neurosis på Roskilde! Yes sir!!!
Er forøvrigt helt enig i din betragtning vedr. musik og akkomodation/assimilation. Her falder Amon Amarth bestemt ind under det sidste – det lyder som noget man allerede kender og er tryg ved. Men derfor kan det jo sagtens være røv-fedt alligevel! Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om at de største plader i mit kartotek er dem der har taget længst tid at få ind under huden (osmosis…). Hvor de mere “quick fixes” også hurtigere er gået i glemmebogen… En plade som Leviathan af Mastodon, Blood on the Tracks af Bob Dylan eller Springsteens Nebraska er album jeg har lyttet til mange gange, før deres “storhed” går op for en. Leviathan var jeg uimponeret af de første 5-6 gennemlytninger, men efter en 8-10 gange var den så småt ved at være der. Og siden… wow! Ligeledes bliver jeg fascineret af musik, der i første omgang skubber mig væk – altså gnider en mod hårene. Fx Pig Destroyers cd Terrifyer – det er beskidt, larmende og alt mulig andet grimt. Men giver man sig tid – wow! Som så meget andet er det nok også netop det at man bruger tid – der jo er en knap ressource – intensivt på én ting.. Mit problem er nok, at der er for mange gode plader derude og alt for lidt tid…
Heh, den akkomodation/assimalation er vist et seperat diskussions-indlæg værd! Men hvis jeg lige hurtigt skal give mit besyv med, så er jeg egentlig meget enig i jeres betragtninger. Jeg vil dog også slå på tromme for noget andet, som kan påvirke det med om man kan lide musikken eller ej – f.eks. ens humør når man hører det; den specielle setting man er i – som man så fremover mindes når man gen-lytter musikken osv. osv. Musikken kan således ikke altid stå alene, men er klart påvirket af de kontekstuelle faktorer.
Og fedt med et Roskilde-indlæg!