Spilf

I forbindelse med Davids indlæg om musikanbefalinger til Roskilde Festival 09, begyndte jeg at spekulere over, hvad der gør, at man kan lide noget musik og ikke noget andet. Dette indlæg er udsprunget af kommentarer til førnævnte indlæg som forsøg på at få et spændende debatindlæg på bloggen. Det kunne være rigtig fedt, at høre andres tanker om emnet.

Alle kender fornemmelsen af at noget musik skal man høre meget, før man rigtig sætter pris på det, mens andet musik synes man om med det samme. Jeg kom til at tænke på om det kunne sammenlignes med de to kognitive indlæringsprincipper: akkomodation og assimilation. Assimilation er processen hvor vi blot tillægger viden til det allerede indlærte og ligesom bygger ovenpå. Akkomodation er den mest krævende af de to, da der rekonstrueres tidligere indlærte strukturer via nedbrydning, omorganisering og frisættelse.
Måske kræver det musik vi skal bruge lang tid på at sætte pris på en akkomodation, hvor vi ikke besidder en evne eller en erfaring, vi kan bruge i relation til det musik, og derfor kræver det en længere læreproces, der måske ovenikøbet er os mere bevidste og derfor subjekt for større prissættelse. Musik vi nemt kommer til at holde af, kunne skyldes af det allerede minder om noget vi kan lide i forvejen. Det giver også udemærket mening i forhold til at man sætter længere tid pris på musik, der tager tid at holde af og synes om. Måske giver musik vi synes om med det samme ikke nok nyt stof til en kognitiv process til at vi kan synes om det lige så længe.

Jeg tror også, at identifikation kan spille en rolle i ens præferencer. Man er måske tilbøjelig til at synes om musik, der understøtter værdier man gerne selv vil udstråle. Her tænker jeg eksempelvis på at høre hårdt metal, da man var teenager. Det er nok også primært et fænomen, der er gældende i den periode, hvor man er mest identitetssøgende og knap så stor en indflydelse på musikpræference i slut 20 – start 30′erne.

David: Er forøvrigt helt enig i din betragtning vedr. musik og akkomodation/assimilation. Her falder Amon Amarth bestemt ind under det sidste – det lyder som noget man allerede kender og er tryg ved. Men derfor kan det jo sagtens være røv-fedt alligevel! Når det så er sagt, så er der ingen tvivl om at de største plader i mit kartotek er dem der har taget længst tid at få ind under huden (osmosis…). Hvor de mere “quick fixes” også hurtigere er gået i glemmebogen… En plade som Leviathan af Mastodon, Blood on the Tracks af Bob Dylan eller Springsteens Nebraska er album jeg har lyttet til mange gange, før deres “storhed” går op for en. Leviathan var jeg uimponeret af de første 5-6 gennemlytninger, men efter en 8-10 gange var den så småt ved at være der. Og siden… wow! Ligeledes bliver jeg fascineret af musik, der i første omgang skubber mig væk – altså gnider en mod hårene. Fx Pig Destroyers cd Terrifyer – det er beskidt, larmende og alt mulig andet grimt. Men giver man sig tid – wow! Som så meget andet er det nok også netop det at man bruger tid – der jo er en knap ressource – intensivt på én ting.. Mit problem er nok, at der er for mange gode plader derude og alt for lidt tid…

Kris: Hvis jeg lige hurtigt skal give mit besyv med, så er jeg egentlig meget enig i jeres betragtninger. Jeg vil dog også slå på tromme for noget andet, som kan påvirke det med om man kan lide musikken eller ej – f.eks. ens humør når man hører det; den specielle setting man er i – som man så fremover mindes når man gen-lytter musikken osv. osv. Musikken kan således ikke altid stå alene, men er klart påvirket af de kontekstuelle faktorer.

Popularity: 18% [?]

Dette indlæg blev skrevet fredag 8. maj 2009 kl. 13:51 og er arkiveret under Kasper, musik. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.