Spilf

Ja, så endte det med at jeg kom afsted også i år. Selvom det egentlig på forhånd ikke var planen. Men pludselig fri på arbejde samt diverse andre omstændigheder gjorde, at jeg i hæsblæsende tempo fik købt en billet tirsdag og efterfølgende transporterede mig ud til festen. Og hvilken fest – har bestemt ikke fortrudt!

I min anmeldelse fra sidste år skrev jeg at det var min bedste festival hidtil. Og det er det sådan set stadig selvom den i år også kommer derop af. Den primære årsag til at den ikke overhaler er at programmet i mine øjne haltede noget mere end sidste år. Især er problemet nok at Neil Young manglede. Hvorfor kan de ikke bare booke ham hvert år?

Nu har David allerede anmeldt fredagen og jeg er overvejende enig med ham – når det kommer til Faith No More, Oasis og Nick Cave. NIN tog stikket hjem som bedste koncert i år, da de virkelig fyrede den af. Desuden hjalp det selvfølgelig at vi stod i inderste pit midtfor – og ja, igen i år var det overraskende let at komme derind. Både til N. Cave, Coldplay og selvfølgelig NIN hvor der var masser af plads til at vade ud og ind.

Coldplay lukkede og slukkede og gjorde det i fin stil. Det er lidt for følelsesladet til min smag, men flot show og meget passende som afslutning – inklusiv store gule balloner der hoppede ned over mængden af mennesker, skyer af farvestrålende confetti, pludselig opdukken af bandet 4 meter bag os i mellem pitten og resten af pladsen, hvor de gav en akustisk version af Billie Jean samt fik i gangsat et par mobil-telefon wawes. Og så selvfølgelig med det miljø-venlige, farvestrålende pariserhjul og en gul fuldmåne som baggrund. Nice!

Andre highlighst var: M. Ward – fed koncert! Get well soon som også lød rigtig godt. På trods af at jeg ikke helt kan finde samme stemning når jeg tjekker deres myspace musik ud. Den ekstra oplevelse skyldes måske at jeg lå i en hængekøje ude foran Pavillon og hørte dem (mens jeg blundede). Yeah, Yeah, Yeahs gav den også fin gas og var bestemt en af de bedre koncerter. Trentemøller torsdag nat på Orange med Steen Jørgensen og sangen Tainted Love var også lige i vinkel (se bl.a. anmeldelse til 6 stjerner i EB og 5 stjerner i JP). The Gaslight Anthem sad også godt i skabet med deres rock-punkede semi-Bruce Springsteen agtige musik. Alamaailman Vasarat gjorde også en god og mærkelig figur. Desværre var jeg så gevaldig træt lige netop på det tidspunkt, så jeg fik ikke hørt det hele. Men bestemt værd at tjekke ud!

Min tilgang til musikken var egentlig ret anderledes i år, da der ikke var så meget som jeg absolut skulle se. Det gjorde at jeg mere shoppede rundt, vandrede fra telt til telt og fik nogle vidt forskellige oplevelser. Mest udtalt var det nok lørdag hvor jeg inden for 45 minutter nåede at lytte til danske Balstyrko, finske melodiske Paavoharju og noget jysk klingende dødsmetal i form af Dawn of Demise. Egentlig en meget god – og passende – måde at opleve musik på til en så stor og spraglet festival som Roskilde. Giver også gode reflektioner over forskelligheden i musik og over ens egen musik-smag.

Andet der dukker op er:

• det suverænt gode vejr. Næsten FOR varmt, da jeg lørdag ikke kunne gøre meget andet end at sidde i skyggen og svede.
• Pisstøv, en vanlig ting man aldrig vænner sig til.
• Turen i biffen i selskab med Spilf-member Kasper, hvor vi så Bronson, som jeg tidligere har omtalt herinde. Jeg var meget oppe at ringe over traileren men desværre hev filmen den ikke hjem. Bevares, den er da værd at se. Men nogen stor oplevelse er det ikke – de fleste gode highlighst er egentlig vist i traileren.
• Gode og mindre gode madoplevelser. Især var jeg pjattet med Mega Chicken Sandwich fra Mama Mombasa, som bestod af noget lækkert lyst og groft brød klappet sammen om lidt salat, lidt dressing, lidt agurk, en art chicken nugget burger og så selvfølgelig prikken over i’et i form af noget spicy mango chutney!
• Adam, en englænder fundet i løbet af tirsdag nat og som de første par dage campede i vores lejr – i en stol. En meget sær eksistens som kun sagde noget hvis man snakkede til ham. Troede han havde tandbøjle på men det var det vist ikke. Tænkte også de første par dage at han var gået i chock over at være på Roskilde, da han bare var stille og kun gjorde ting når man gav ham kommandoer (flyt dig ind i skyggen, drik noget vand etc. etc.) Svært at forestille sig at han alene har besluttet og har taget turen fra England til Roskilde festival…
• Nøgenløbet som jeg fik set for første gang. Var meget! crowdet og egentlig noget fesent. Virkede mest som noget man gjorde til ære for fotograferne – ret organiseret, vel defineret mindre indhegnet rute og et lille antal udvalgte deltagere (Rytter nåede heller ikke i år at komme med. Selvom han gjorde en indsats ved at vandre nøgen derop en 1½ time før start).

Popularity: 11% [?]

Dette indlæg blev skrevet fredag 10. juli 2009 kl. 11:47 og er arkiveret under Kristoffer, anmeldelse, musik, roskildefestival. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.