Spilf

Da muligheden for at købe éndagsbillet til årets Roskilde festival bød sig til, var der ingen tvivl om hvilken dag billetten skulle købes til – fredag. Programmet for fredag var, efter min mening, festivallens stærkeste dag, musikmæssigt. Hvilket måske også fremgår af nedenstående hjemmelavede program.

 

FREDAG 03.07.2009

12:00

-

Odeon

-

GOJIRA

15:00

-

Arena

-

FLEET FOXES

16:00

-

Odeon

-

ISIS

17:00

-

Orange

-

FAITH NO MORE

19:00

-

Arena

-

DOWN

19:30

-

Orange

-

NICK CAVE & THE BAD SEEDS

21:00

-

Arena

-

THE MARS VOLTA

22:30

-

Orange

-

OASIS

23:30

-

Arena

-

GRACE JONES

00:00

-

Odeon

-

JENNY WILSON

01:00

-

Orange

-

NINE INCH NAILS

02:00

-

Odeon

-

AMON AMARTH

Vi kom, naturligvis, ikke til at høre det hele - langt fra. Her følger korte anmeldelser af det musik vi trods alt fik hørt.

- Gojira: Franske Gojira lagde hårdt fra land relativt tidligt på Odeon. Et af de band jeg måtte se - og blev bestemt heller ikke skuffet. De lagde ud med åbneren fra deres seneste plade og jeg var solgt. Et virkelig tight, tungt og svingende orkester – der samtidig i den grad formåede at få folk med. Blandt andet da publikum blev bedt om at træde lidt tilbage, så der var plads til mosh pit – og mosh’et, det blev der. De spillede stort set alle de sange, jeg havde håbet på – herunder åbneren samt sangen Backbone fra den forrige cd. Nedenfor videoen til sangen Vacuity fra deres 2. plade. (5/6)

- Satyricon: Efter at være blevet revet rundt af monsteret Gojira, var vi et smut forbi de norske trolde fra Satyricon. Vi hørte dog kun 5-6 min – det var, i modsætning til Gojira, for ens og for stillestående. Og da jeg aldrig rigtig har fået lyttet mig ind på bandet, blev det ved det. (N/A)

- Faith No more: Både Isis og Fleet Foxes røg ud med badevandet, da vi i stedet hang nede i lejren med kølige pilsnere osv. Nu har jeg tidligere set Isis på Loppen, så det overlevede man jo nok. Så det blev Fnm kl. fem på Orange. Ikke et band jeg har dyrket det store, men forsanger Patton er jo noget af en multikunstner, så jeg håbede på det bedste. Og blev da også positivt overrasket. Efter den stille åbner, Reunited, kom der i den grad gang i gaden. Perfekt rock til en solskinsfredag på Dyrskuepladsen. Politiken giver da også koncerten 5/6 med bl.a. følgende ord: “Gruppen har i den grad stadig troen i sig og mon ikke nye proselyttere lod sig overbevise i denne herlige stund, hvor en af de mest charmerende ånder på dette års program indtog Roskilde på allerbedste måde.“ Jeg var i hvert fald én af dem, der den fredag blev overbevist om at Faith No more nok lige skal have lidt mere spilletid derhjemme. (5-/6)

- Nick Cave & The Bad Seeds: Efter en omgang dejlig rock og rul stod den på mørkemanden Nick Cave. En af de koncerter på dagen jeg havde set allermest frem til. Så man kunne jo næsten kun blive skuffet. Og det blev jeg, desværre. For Nick Cave og co. lød alt for meget som en kopi af sidste års Grinderman – dvs. Nick Cave og Bad Seeds sange trukket gennem garagen, spændt efter en godt rusten Buick. Det er fedt når det er Grinderman – men viste sig at være grænsende til det lidt kedelige med Bad Seeds. Blandt andet fordi det var svært at kende sangene fra hinanden – det var først mod slutningen at det gik op for mig, at de spillede Red Right Hand.  Og mercy Seat skulle man også lige lytte sig ind på. Da de samtidig gav en temmelig dårlig version af Breathless – sunget i den forkerte tone – og efterfølgende There’s she goes, my beautiful world i en stort set ligeså kedelig version – well, så var det ikke lige det man havde håbet på. Desværre. (3/6)

-  Oasis: Efter Nick Cave var det ned i lejren igen. Og efter et par øl mv., var det tilbage og høre Oasis. Egentlig ikke et band, der har sagt mig det helt store – bortset fra at Wonderwall er et godt nummer – men jeg har altid personligt været mere til Blur. Vi kom da også 20 min. for sent, uden at det dog gjorde det store. Vi stod nok for langt ude i siden til rigtigt at høre koncerten ordentligt - men der kom da gang i folk, da Wonderwall blev spillet. Fællessang til den store guldmedalje. Jeg var dog ikke helt overbevist, men givetvist en ok koncert. (3/6)

- Nine Inch Nails: Vi blev siddende ved Orange Scene og ventede på dagens sidste hovednavn, NIN. Et band jeg egentlig ikke har dyrket så meget - mest mesterværket The Downward Spiral tilbage fra ´94. Derudover har Fragile fået nogen snurreture, men ellers ikke. Det bliver det sikkert vendt om på, for NIN fyrede i den grad op for kedlerne og gav dagens ubetinget bedste koncert – måske endda den bedste koncert jeg har set i år. Det hjalp at vi stod op foran. Og det hjalp sikkert også Trent Reznor at det er hans sidste turné – for han gav den gas. Selvom der var en del numre jeg ikke kendte – eller kun kendte perifert – gjorde det intet; man var tryllebundet. Politiken giver topkarakter (6/6), og følgende ord: “Uanset hvad blev oplevelsen den hidtil største på dette års Roskilde Festival. Med det mest blændende mix af elektronisk musik, rockens tyngde og elegance, man kan forestille sig.” Og der var ingen tvivl, det var en fantastisk koncert. Nedenfor video til en af de sange NIN desværre ikke spillede – We´re in this together fra cd’en Fragile. (6/6)

Så alt i alt en portion gode koncerter til en ok pris (740 kr). Hvis festivallen laver éndags billetter igen næste år, kunne jeg i hvert fald godt være fristet.

Popularity: 11% [?]

Dette indlæg blev skrevet tirsdag 7. juli 2009 kl. 17:15 og er arkiveret under David, anmeldelse, musik, roskildefestival. Du kan følge med i alle svar til dette indlæg gennem RSS 2.0 feedet. Du kan lægge et svar eller trackback'e fra dit eget site.