Posts Tagged “krimi”
Nu er sommerferien over os – jeg selv går på 3 ugers ferie på fredag. Og så er det jo altid rart med gode idéer til hvilke bøger man kan læse i hængekøjen/sommerhuset/på stranden med mere. Jeg har tidligere skrevet om gode bøger, så nye læsere kan jo starte der: Vinterlæsning, Sommerlæsning 2009, Krimi Sommer I og Krimi Sommer II. Fokus har især været på krimier, men det passer nu også godt til sommer og sol – og kolde øl samt cigaretter (hvis man er til den slags selv-destruktion).

Jeg skrev tilbage i marts om et indlæg fra Economist der omhandlede den store succes nordiske krimier nyder for tiden. For nylig skrev den amerikanske avis, Wall Street Journal (WSJ), om samme emne; her er fokus dog ikke kun på nordiske krimier, men krimier fra hele verden. Og det er ret interessant – herunder de forskellige tilgange til krimier: “In Italy, where there’s been an explosion of crime fiction lately, Albanian, Serbian and Asian immigrants have started to replace mafia dons as the favorite fictional crime lords. South African crime fiction tends to be noir-tinged and ultraviolent, with nods to the lingering effects of apartheid. Most Swedish crime writing turns on political and social issues. Latin American crime novels often center on drug trafficking and police corruption; “narco-novels” about drug lords are booming in Mexico.“
Der er en hvis tendens til “home bias” i den måde vi læser bøger på (det gælder ikke kun i Norden) – så i stedet for at læse 20-30 nordiske krimier, hvorfor ikke nøjes med 10 – og så fordele de øvrige 10-20 ud over de bedste krimier fra de øvrige verdensdele? WSJ har i den anledning en ganske god oversigt man kan benytte til at finde spændende krimilæsning fra visse fjerne himmelstrøg – se den her. Sydafrikanske Deon Meyer skrev jeg om sidste år – og han kan varmt anbefales. Samme med cubanske Leonardo Padura. Derudover har jeg bestilt Malla Nunn’s “A beautiful place to die”. Så er der lidt at gå i gang med i ferien.
Derudover er der kommet nye bøger fra flere af mine yndlings krimi forfattere: George Pelecanos har skrevet “The Way home” (er bestilt), Dennis Lehane “The Given Day” (der ret beset ikke er en krimi – men den er også bestilt). Og en ny bog fra Don Winslow (manden bag “Power of the Dog”, “Winter of Frankie Machine” og “Dawn Patrol”, 3 virkelig gode krimier), “Savages”, er på trapperne.
Jeg blev for et par måneder siden medlem af Gyldendals bogklub “Krimi og Spænding” – så herfra er der købt en del bøger. Fx “Tyfon” af Charles Cumming. En spion thriller om det nye, fremadstormende Kina. Rigtig spændende, og ekstra relevant nu hvor en uighurer (bl.a.) er anholdt for terrorplaner i Norge. Den svenske “Jeg ser dig“ var ganske god, men ikke så god som min bedre halvdel lod forstå. Måske lidt for meget “femi-krimi” over den (kvindelig svensk single psykolog i hovedrollen…). Den temmelig ukendte (for mig) forfatter Andrew Taylors “Seance med skæbnen” fik jeg også bestilt. Den foregår, som resten af hans serie, i den til lejligheden opfundne nordengelske by, Lydmouth. Tiden er efter 2. verdenskrig, og har en del interessante aspekter. Den minder egentlig lidt om Inspector Morse/Kommisær Barnaby (hyggelig engelsk idyl, men noget lurer under overfladen). To tv-serier som jeg tilsammen har set 2 afsnit af, og bestemt ikke er fan af. Men “Seance med skæbnen” var faktisk rigtig god, morsomt skrevet, og et godt tidsbillede. Endelig kan jeg anbefale Håkan Nessers bog “Menneske uden Hund”. Ikke en typisk krimi – men velskrevet som bare pokker. Og det er rart i dette morads af letbenede krimier. Se fx “Hypnotisøren” af Lars Kepler (pseydonym), som jeg med møje og besvær fik læst mig igennem. Uden at den efterlod det helt store positive indtryk. Man er underholdt det meste af vejen. Men velskrevet, det er den bestemt ikke. Underligt at den fik så meget positiv omtale – Weekendavisen og Berlingske Tidende anmeldte begge den svenske version til stor ros.
God sommer til alle!
Popularity: 16% [?]
2 kommentarer »
Nu er det ved at være længe siden jeg sidst har hyldet det engelske ugemagasin, The Economist. Så det er på tide at gøre det igen. Der har været nogen rigtig spændende artikler de seneste par uger, her følger et mindre udpluk:
Blog mining: En artikel om data mining – nu på weblogs! Forskere sætter computere til at kunne udtrække information fra weblogs (indkøb, musiksmag mv.) – i stil med informationen fra fx Google Trends (der er god til at spotte kommende influenza virus).
“In the world before the web, chatter about the trivialities of everyday life was shared in person, and not written down, so it could not be subjected to such analysis. While recording their words for posterity and obsessively checking their hit counters to see if anyone is reading them, today’s blog authors can console themselves with the thought that computers, at least, find their work fascinating.”
Inspector Norse: En artikel om nordiske krimier – som jeg ikke har et helt godt forhold til, må jeg indrømme. Men spændende at læse et bud på, hvorfor nordiske krimier er blevet så populære.
“The cold, dark climate, where doors are bolted and curtains drawn, provides a perfect setting for crime writing. The nights are long, the liquor hard, the people, according to Mr Nesbo, “brought up to hide their feelings” and hold on to their secrets. If you are driving through Norway at dusk and see a farmhouse with its lights on and its doors open, do not stop, he warns, only half jokingly. You are as likely to be greeted by a crime scene as a warm welcome.”
Data, data everywhere: En længere artikel (samt leder her) om eksplosionen indenfor mængden af data. Herunder hvordan man bruger den bedre. Som statistiker glæder det mig, at Googles cheføkonom, Hal Varian, har følgende citat: “The job of statistician will become the sexiest around. Data are widely available; what is scarce is the ability to extract wisdom from them“. Nedenfor et mindre udpluk fra artiklen:
“The way that information is managed touches all areas of life. At the turn of the 20th century new flows of information through channels such as the telegraph and telephone supported mass production. Today the availability of abundant data enables companies to cater to small niche markets anywhere in the world. Economic production used to be based in the factory, where managers pored over every machine and process to make it more efficient. Now statisticians mine the information output of the business for new ideas.”
Som jeg også skrev i et tidligere indlæg, så kan man her få et billigt studie-abonnement på The Economist. En rabat på 72% (eller godt 10 kr pr blad, mod ca. 45 kr i kiosken) må siges at være ganske god!
Popularity: 18% [?]
4 kommentarer »
Skrevet af david i David, anbefalinger, anmeldelse, bøger, finanskrise, tags: andrew ross sorkin, average american male, bøger, chad kultgen, conn iggulden, dan brown, finanskrise, freakonomics, hp lovecraft, kold hud, krimi, stand up economist, stephen levitt, too big to fail
Nu skrev jeg i juli en anbefaling af bøger jeg havde læst – eller var i gang med at læse. Efter en måned i solen i Thailand blev der læst en hel del bøger – inklusive et par mindre gode (konen læste Dan Browns nyeste og hun var ikke imponeret – så jeg holdt mig fra den).
Conn Iggulden – Conqueror series: Forfatteren med det ikke helt mundrette navn (det må trods alt være lettere at markedsføre navne som Dan Brown, Michael Connelly eller lignende) er nok mest kendt for sin serie The Dangerous Books for Boys (der bl.a. lærer én at fiske, bygge træhytter og lignende), som han har skrevet med sin bror. Derudover har han også skrevet den historiske serie, Emperor, om Cæsar. Men det første jeg læste af ham var hans Conqueror serie om Genghis Khan. Den er i tre bind – et fjerde kommer i 2010 – og omhandler Genghis udvikling fra ung dreng til mægtig hærfører. Især den første bog er fantastisk, men hele serien er rigtig godt skrevet, og giver et godt indblik i tiden. Desuden er det rigtig rart at læse om en side af historien man ikke ved meget om – og lære at Genghis Khan nok var skånselsløs, men samtidig forstå ham og hans samtid.
Bernard Cornwell – Warlord series: I indlægget om sommerlæsning skrev jeg også om Bernard Cornwell. Førnævnte Iggulden har ham da også på sin liste over yndlingsbøger/forfattere. Warlord trilogien omhandler Kong Arthur og mytologien omkring ham (bl.a. Guinevere, Lancelot, Tristan og Isolde osv.), og da jeg er meget fascineret af disse myter, var det et naturligt valg. I modsætning til Igguldens Conqueror serie, starter denne serie dog langsomt i bog 1. Først omkring slutningen af første bog, og især anden bog, blev jeg fanget. Jeg mangler stadig at læse 3. bog i serien – er dog gået i gang – men kan varmt anbefale dem. Selv siger Cornwell om serien: “I have to confess that of all the books I have written these three are my favourites”
Kristian Bang Foss - Stormen i 99: En temmelig anderledes roman. Karakteriseret som en “kollektiv arbejdspladsroman, hvilket nok falder udenfor de bøger jeg normalt læser. Men bortset fra at bogen omhandler InWears lager på Amager, igen – det falder ikke lige ind under min normale læsning – så er den fantastisk. Som Lars Bukdahl (Weekendavisen) skrev: “I hvert fald er det lang tiden siden, jeg har læst så livfuld og rig en bog om så dødssygt og åndssvagt en trummerum“. Stormen i 99 er fantastisk skrevet, meget morsom (Seksuelt frustreret kok + frikadellefars, jeg siger ikke mere!) og har nogen ætsende onde personkarakteristikker. Meget anbefalelsesværdig. Bogen var desuden nomineret til Weekendavisens Litteraturpris i 2008.
Albert Sánchez Piñol – Kold hud: En meget overraskende roman. Minder i begyndelsen om Daniel Kehlmanns “Opmåling af verden”. Men så skifter den brat, til noget der bringer kraftige mindelser om H.P. Lovecraft. Og det er jo bestemt ikke dårligt! Rigtig godt skrevet, sine steder meget morsom – alt i alt en fantastisk bog. Fra JP’s anmeldelse af bogen (som man nok ikke bør læse i sin fulde længde, hvis man gerne vil overraskes af bogen): “Men først og fremmest er Kold hud en regulær og vildt underholdende ø-psyko-thriller om et perfekt, klaustrofobisk mikrokosmos”
Chad Kultgen – An Average American male: Mandeudgaven af Bridget Jones på speed – i blandet en knivspids American Psycho, eksklusiv blood and gore. Så har man sådan cirka Chad Kultgens gennembrudsroman, An Average American Male. Det er drengerøvshumor, bevares, men er man (bare lidt) til den slags, er det her en sikker vinder. Meget morsom, og også ganske sigende. Nedenstående (amatør-agtige) video giver et ganske godt indblik i bogen og dens “stemning”- dvs. der er læsepligt for enhver gennemsnitlig han! Selv siger Chad Kultgen i et interview på Information: “Hovedkarakteren er summen af alle de tanker, jeg selv har haft, alle de tanker mine venner har haft, ting vi har gjort i virkeligheden. Han er helt sikkert overdrevet i bogen, men har de fleste drenge tænkt de her tanker? Helt sikkert! Det er en almindelig mands tanker gennem hele livet kogt ned til et år i bogens handling“.
Og ligesom sidst vil jeg også lige skrive lidt om et par bøger om økonomi/finanskrisen, som jeg har fået fingre i.
Stephen J. Dubner og Stephen D. Levitt – Superfreakonomics: Fortsættelsen til sællerten Freakonomics – som jeg, trods de mange gode anmeldelser, faktisk var skuffet over. Hvis man ikke kender noget til Levitt eller Freakonomics, så er det – kort fortalt – økonomi og statistik (økonometri, kaldet) brugt på skæve ting og sager. Fx prostitution, om japanske sumo-brydere snyder og så videre. Det er let læseligt og ret underholdende. Hvor den første bog, som nævnt, var lidt skuffende, så synes jeg bog nr. 2 er væsentligt bedre. Den har også fået gode anmeldelser, fx på Wall Street Journal. Og så kan man læse mere om bøgerne og Levitt (økonomiens svar på Indiana Jones…) på deres blog. Bogen ligger lidt i forlængelse af “The Stand Up Economist” oplæg på Youtube – der nok er sjovere hvis man, som jeg, også har brugt Mankiws bog i undervisningen.
Andrew Ross Sorkin – Too big to fail: Bogen går bagom den finansielle krise, og de største spillere i USA – herunder daværende finansminister Hank Paulson og konkursramte Lehman Brothers Dick Fuld. Det kan, umiddelbart, lyde lidt kedeligt og kun for de særligt indviede. Men bogen er baseret på over 200 interviews med de implicerede, masser af avisudklip, noter fra møder, emails mv. Og alt det bliver stykket sammen til noget der minder om en roman. Og som er rigtig spændende – i hvert fald for en økonom… I Financial Times anmeldelse står blandt andet: “Sorkin’s biggest achievement is to take the reader inside the mind of Mr Fuld and others as they struggled to deal with unimaginable events… Sorkin’s strength is that he knows Wall Street intimately and he brings to life its biggest domestic crisis with immense reporting zeal and narrative skill. Others will tell the story with more distance and perspective but, as a dramatic close-up, his book is hard to beat.” Meget anbefalelsesværdig for dem, der ønsker at forstå personerne og handlingerne bag Wall Streets nær-døds oplevelse i 2008.
Popularity: 27% [?]
4 kommentarer »
Skrevet af david i David, anbefalinger, bøger, tags: 1776, amerikansk historie, bøger, bernard cornwell, child 44, dawn patrol, don winslow, finanskrise, krimi, sissel-jo gazan, sommerlæsning, tom rob smith
Som de foregående år - se her og her – følger her en liste over bøger, jeg vil anbefale man tager med sig ved poolen/i teltet/i hængekøjen (og igen – det her er ikke højpandet litteratur, men sommerlæsning!).
Don Winslow – The Dawn Patrol: “The King of Cool” gør det igen – for tredje gang i træk. Efter den fantastiske Power of the Dog og den (næsten) lige så gode Winter of Frankie Machine, er Winslow tilbage med endnu en rigtig god krimi. Denne gang med fokus på Southern California og dets surfmiljø. Fra San Francisco Chronicle: “The Dawn Patrol might be the best summertime crime novel ever . . . A classic”
Tom Rob Smith – Child 44: Krimi, der foregår i 1950′ernes Sovjetunionen. En slags “1984″ i blandet en god gang krimi/seriemorder. Inspireret af virkelighedens massemorder Andrei Tjikatilo, men skruet tilbage til de forskruede 50′ere i Sovjetunionen. Det er ikke behagelig læsning. Fra Informations artikel om bogen: “Det er ikke en mulighed, at en almindelig sovjetborger kunne stå bag mordene, for staten bevæger sig mod det perfekte samfund, og kriminalitet ville være et tegn på nederlag.” Hovedpersonen, Leo, skal dermed kæmpe med staten om opklaringen af forbrydelsen. Ridley Scott har købt filmrettighederne til bogen, og nr. 2 i serien er allerede udkommet. Min far har anbefalet krimien “Den Våde Fisk” af Volker Kutscher. Den foregår i Berlin 1929, og altså også med kraftigt fokus på det historiske aspekt – som Child 44.
Bernard Cornwell – flere bøger: Jeg faldt første gang over Cornwell, da Anne Knudsen varmt anbefalede hans vikinge bøger – kendt som “The Saxon Stories”. Disse foregår i det 9. århundredes England og omhandler Alfred den Stores kamp mod vikingerne. Hovedpersonen er her Uthred, der er opvokset blandt vikingerne med stammer fra England. Bøgerne – pt. er der 4, men 3-4 mere skulle være på vej – giver et godt historisk indblik i tiden, herunder de religiøse spørgsmål. Og som dansker kan man jo ikke undgå at blive lidt stolt af de hærgende vikinger. Cornwell er vist mest kendt for sine Sharpe bøger – pt. er der lavet 16 tv-film med Sean Bean i hovedrollen – men derudover har han skrevet en del mere. Jeg har fået fingre i første bind af hans Warlord Chronicles – om Kong Arthur – samt Starbuck Chronicles – om den amerikanske borgerkrig. Sidstnævnte – i samspil med de 5 første sæsoner af West Wing – har i den grad øget min interesse for amerikansk historie. Så jeg skal have læst noget af historikeren David McCullough – han har bla. skrevet “John Adams”, “Truman” samt “1776″ og vundet Pulitzer-prisen for det to første. Den dygtige forfatter mm. Peggy Noonan har skrevet en god klumme om netop McCullough – hvor hun blandt andet skriver: “He is America’s greatest living historian“. Bestemt værd at læse mere om.
Eirik Wekre – Operation Snehvide: Wekre er økonom og har skrævet en økonomisk krimi om hvad der ville ske, hvis forbrydere fik stjålet hovedparten af den norske olieformue. For en gang skyld en spændende krimi med økonomisk sigte – og de første godt 100 sider er i hvert fald velskrevne og godt tænkt. I Jyllandsposten får bogen 5/6 og følgende skudsmål: “Wekre har skrevet en begavet politisk thriller, der både har fart over feltet, stor troværdighed, overbevisende figurer samt overraskelser lige til sidste side“. I samme boldgade - dog i faglitteratur genren – finder man økonomerne Jesper Berg (Nationalbanken) og Morten Bechs (den amerikanske nationalbank) bog om den finansielle krise – Finansernes Fald. Den er ikke umiddelbart egnet folk uden nogen som helst forstand på økonomiske emner – men er dog (de fleste steder) godt skrevet, og på et relativt lavt niveau (set med en økonoms briller). Ønsker man at vide mere om finanskrisen, er denne bog et godt sted at starte. Jyllandsposten giver bogen 5/6 og skriver fx.: “Deres bog er skrevet med overblik og overskud, et bidrag af internationalt format til historieskrivningen om finanskrisen, kreditkrisen, bankkrisen – den perfekte storm, som efter et års tilløb ramte verden for alvor midt i september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers kollapsede og forårsagede et akut hjertestop i verdens finansielle kredsløb.”
Sissel-Jo Gazan – Dinosaurens fjer: En bog, jeg ikke helt ved om jeg helhjertet kan anbefale. Den første halvdel er god – rigtig god endda. Men især den sidste tredjedel kæntrer bogen lidt – der går simpelthen for meget femi-krimi i den. Og så er jeg heller ikke rigtig vild med sproget, sine steder. Især i dialogerne. Når det så er sagt, så er den godt tænkt. Sjovt at få et indblik i biolog verdenen, og det giver lidt ekstra når man kender stederne i forvejen. Fik helt lyst til – endnu engang – at tage en tur på Zoologisk Museum. Nu står jeg så åbenbart alene med min lorne følelser, for bogen vandt DR’s romanpris. På Sissel-Jo Gazans blog kan man forøvrigt læse et længere (nørdet!) indlæg om Archaeopteryx (en berømt urfugl (?))- som vores biolog her på Spilf måske kunne få noget interessant ud af?
Popularity: 22% [?]
5 kommentarer »
Nu skrev jeg sidste år om krimier der passede til en tur i sommerhus, ved poolen eller lignende. Dengang skrev jeg så også, at jeg ville følge op med et indlæg om svenske krimier. Det blev aldrig til noget. Hvilket blandt andet skyldtes at jeg i den grad kørte sur i den socialrealisme, der driver ned af siderne på de svenske krimier. Især Camilla Läckbergs første, Isprinsessen, gjorde mig i den grad irriteret. Nu er det jo så også mere ovre i femi-krimi genren, og dermed ikke gældende for hele den svenske krimi genre. Femi-krimien er i hvert fald storslem. Anmelderen Lars Bukdahls yndlingsaversion nr. 21 er netop “hovedpinen efter hovedløs gennemlidelse af lige ved og næsten 3 femikrimier i træk, og kvalmen, KVALMEN, efter så halsløs gerning“. Men svenske krimier som helhed er nu også meget godt med… Som Katinkha Bruhn skrev i Weekendavisen forleden: “… skriver krimier, hvis hovedsigte åbenbart går ud på at tegne det tristest tænkelige billede af Sverige. O.k. – det gælder faktisk for langt hovedparten af de svenske krimiforfattere“. Så sandt som det er sagt. Og det gælder fx også for den meget populære Stieg Larsson, der i Mænd der hader kvinder i den grad fyrer en bredside af mod det svenske aktiemarked – en bredside der viser, at den afdøde forfatter ikke havde den store forstand på den slags ting. En svensk krimiforfatter jeg dog kan anbefale, er Arne Dahl. Især de første af hans bøger om “A-Gruppen” (en svensk pendant til Rejseholdet) er rigtige gode, eksempelvis Op til toppen af bjerget. De senere bøger, især Skærsommernatsdrøm er lidt for påvirket af magisk realisme - det passer ikke godt til krimier. Men trods alt en (svensk) forfatter, hvis kritik af systemet virker lidt mere intelligent end gennemsnittet.
Katinkha Bruhn skrev forleden om syv (egentlig otte, men den ene skulle være rigtig dårlig) krimier man kan læse i sommerferien. Hendes artikel kan læses her. Jeg blev faktisk så inspireret, at jeg skyndte mig ud og købe Deon Meyers “Devil’s Peak” (60 kr på Play.com). Og hvilken bog! Som Bruhn skriver: “Deon Meyer kan sit kram. Fuldkommen opslugt følger man Thobelas amokløb og Griessels stædige og inspirerede efterforskning“. Godt nok er der også små sidehistorier om alkoholisme mm., så helt fri for socialrealisme bliver man ikke. Men det er jo heller ikke meningen - man er i hvert fald fantastisk underholdt fra start til slut. En anden bog, Bruhn nævner, er Peter Temples “The Broken Shore”. En bog jeg bestemt skal have læst snarest.
Weekendavisen havde også et indlæg om krimier sidste sommer (som jeg også fik nævnt her). Herfra kan især Simon Becketts (ikke at forveksle med afdøde Samuel Beckett!) “Dødens kemi” (Chemistry of death) varmt anbefales. Som Bruhn skrev: “Der er fuld valuta for pengene i Becketts mange skildringer af den krible-krable-gnaske-gufle-proces, der sætter ind efter dødens indtræden. Velbekomme“. Der er tale om en såkaldt “forensic thriller”, sat i en typisk engelsk landsby. Med et “CSI twist”, hvis man kan kalde det det.. Den anden bog med David Hunter (fra Dødens Kemi), “Written in Bone”, er også anbefalelsesværdig. Jeg gik i gang med både Anne Holts “Madam President” samt Rennie Airths “The Blood-dimmed tide”, men ingen af de to fangede mig. Måske den sidste af de to får en chance til. Derudover anbefalede jeg sidste år Don Winslows “Power of the Dog” (og den anbefaler jeg stadig!). Sidenhen er hans nye bog, “The Winter of Frankie Machine”, udkommet. Selvom den ikke helt når den forrige bogs højder, er den alligevel fantastisk god. Temmelig kliché fyldt gangster bog, måske, men en bog man hurtigt sluger. Og så skal De Niro spille hovedrollen! Om end Martin Scorsese tilsyneladende er sprunget fra – Michael Mann lyder nu også ok til mig.
God læselyst!
Popularity: 6% [?]
11 kommentarer »
|